Intet er for småt til at blive drøftet på menighedsrådsmøderne i Sydhavn Sogn. I 2006 besluttede rådet enstemmigt, at båndene på adventskransene i sognets to kirker skulle være lilla. I 2007 var der ved flere møder »stor interesse« for at købe tjenestecykler og bagrudestreamere til biler med Sydhavn Sogns logo. Og i 2008 fik Senior Linedancers mulighed for at bruge en af sognets krypter til at øve sig i, mens man også intenst drøftede etableringen og udsmykningen af et rygerum til kirkegængere.

Sydhavn Sogn har ligesom alle andre sogne i Danmark helt almindelige folkevalgte danskere siddende i et menighedsråd til at træffe beslutninger på sognets vegne. Det er også menighedsrådets opgave at sørge for, at sognets værdier og økonomi bliver forvaltet forsvarligt. Men trods menighedsrådets interesse for de mindre beslutninger i Sydhavn Sogn tyder meget på, at de store spørgsmål omkring forvaltningen af kirkeskatten og kirkens økonomi er blevet sat til side. Sognet har således uretmæssigt postet et større millionbeløb i en præstebolig ifølge en foreløbig undersøgelse foretaget af Stiftsøvrigheden i København og har desuden skaltet og valtet med øremærkede midler, som skulle gå til opførelsen af en ny kirke i Teglholmen. Forseelserne er så alvorlige, at biskop Peter Skov Jakobsen har iværksat en kulegravning af økonomien i sognet og endda taget det alvorlige skridt at fritage sognets fremtrædende præst, der også er udnævnt som provst i Vesterbro Provst, fra tjeneste.

»Jeg kan bekræfte, at provsten er blevet fritaget for tjeneste. Vi har hyret en uvildig revisor til at udføre en regnskabsmæssig gennemgang af forholdene i Sydhavn Sogn tilbage til 2007,« siger Peter Skov Jakobsen, der forventer at modtage en redegørelse om sagen inden jul.

FOR AT FORSTÅ baggrunden for sagen skal vi tilbage til 2007, hvor menighedsrådet ad flere omgange diskuterede indkøbet af bagrudestreamere til biler og tjenestecykler af mærket Kronan. Dengang solgte Sydhavn Sogn også en præstebolig på Strindbergsvej i Valby med et provenue på 5,035 mio. kr. Efter aftale med Københavns Stift fik sognet tilladelse til at bruge i alt 3,35 mio. kroner af provenuet efter salget. Ud af den sum blev der givet tilladelse til, at man kunne renovere præstens egen embedsbolig for cirka én mio. kroner og indfri en restgæld på en tredje præstebolig. Aftalen var derefter, at resten af overskuddet fra salget skulle indbetales til de såkaldte stiftsmidler, der er en samlet pulje af hele den danske folkekirkes penge, som professionelle investorer er ansat til at få til at vokse. Men restsummen på godt 1,6 mio. kroner havnede aldrig i Stiftsmidlerne.

Det er imidlertid ikke kun de manglende indbetalinger til stiftsmidlerne, der er mystik omkring.

I 2007 satte den fremtrædende præst sig i spidsen for det indledende arbejde med at bygge en ny kirke på Teglholmen.

Til det formål fik sognet bevilget fem mio. kroner af Københavns Stift, men i dag viser den foreløbige gennemgang, at kun én mio. kroner af den øremærkede sum er brugt efter hensigten.

Resten er gået til »andre kirkelige formål«. Først i november sidste år gik Københavns Stift ind i opklaringsarbejdet.

Sagen bliver ekstra prekær for den fremtrædende præst, fordi den foreløbige undersøgelse af sagen viser, at restprovenuet på de 1,6 mio. kroner, der skulle være en del af Stiftsmidlerne, i det store og hele er gået til nyt køkken og bad i præstens 249 kvadratmeter store embedsbolig i hjertet af Vesterbro. Den renovering beløber sig til 2,3 mio. kroner, hvor der i første omgang kun var givet tilladelse til at bruge en mio. kroner.

Og kigger man i de referater fra menighedsrådsmøderne, som indgår i Stiftsøvrighedens undersøgelse, og som Berlingske har fået indsigt i, står det klart, at menighedsrådet enten ikke har været involveret i beslutningerne om at bruge pengene, eller at referaterne i bedste fald er mangelfulde.

Intet tyder altså på, at præsten har stukket kirkens penge i egen lomme, eller at der på anden måde er foregået noget kriminelt. Men folkekirkens egne kontrolmekanismer har ikke opdaget rodet i sognets økonomi, fordi Sydhavn Sogns præst har flere kasketter på og er særligt indflydelsesrig i det københavnske kirkemiljø. Udover at være såkaldt kirkebogsførende præst i Sydhavns Sogn er han også provst for Vesterbro Provsti og har således som forretningsførende for provstiet skullet kigge sig selv efter i sømmene. Endelig har han haft en betroet stilling i Københavns Stift, hvor han har stået for fordelingen af økonomiske midler for samtlige otte provstier under Københavns Kommune.

Der er altså tale om en præst, der på flere planer har revideret sig selv, og som muligvis har fået ting igennem uden at spørge om lov hos de ansvarlige først.

»Det er en beklagelig sag, men der skal være orden i sagerne, så vi må afvente undersøgelsen fra den uvildige revisor.

Først da kan vi vurdere, om der er grundlag for Stiftsøvrigheden, eller jeg skal foretage mig yderligere i sagen,« uddyber biskop Peter Skov Jakobsen.

I DEN DANSKE folkekirke er det menighedsrådene, der altid skal træffe beslutninger om, hvad sognets penge skal bruges til. Hvis man skal drøfte renoveringen af en præstebolig, siger reglerne, at præsterne er inhabile, og at de ikke må deltage i den del af mødet. Hvad menighedsrådet i sidste ende beslutter, skal altid fremgå af referaterne. Berlingskes gennemgang af tilgængelige referater viser, at der står meget lidt om renoveringen af præsteboligen. Eksempelvis fra d.18. januar 2007: »XXX ( præsten, red.) gennemgik de foreslåede ændringer på præsteboligen YYY ( adressen, red.)« Udover at gennemgå tilgængelige referater fra menighedsrådsmøder har Berlingske bedt Lars Kiertzner, lektor i revision på Copenhagen Business School og statsautoriseret revisor, om at gennemlæse de såkaldte revisionsprotokollater for Sydhavn Sogn. Han hæfter sig i første omgang ved de mange anmærkninger, som først revisionsfirmaet BDO Scanrevision og siden Revisionsinstituttet har til årsregnskaberne i sognet, og som menighedsrådet har måtte forholde sig til i perioden 2006 til 2010.

»Revisionsprotokollaterne vidner om et eklatant rod. Både i forhold til økonomien og i forhold til beslutningsprocesserne.

Det virker som om, at sognet har disponeret, som man har lyst til uden at tage hensyn til, hvad man har fået lov til at bruge pengene til af Københavns Stift,« siger Lars Kiertzner og tilføjer: »Det gør det selvfølgelig ekstra påfaldende og springer i øjnene, at der er brugt mere end to mio. kr. på renoveringen af embedsboligen. Det virker som et højt beløb,« tilføjer han.

Men svigtet er ikke kun sket i Sydhavn Sogn. Større projekter, som eksempelvis en renovering af en bolig til mere end to millioner kroner, skal altid godkendes i det provsti, som sognet hører under. Derfor har Stiftsøvrigheden i København også bedt provstiudvalget på Vesterbro, hvor præsten altså er provst, om en redegørelse.

I et brev fra 8. juni 2011 til Københavns Stiftsøvrighed om sagen svarer sekretæren for Vesterbros Provsti, at menighedsrådet ikke har ansøgt om frigivelse af restprovenuet, og at Sydhavn Sogn dermed ikke har fået en godkendelse til at bruge restprovenuet.

»Provstiudvalget har således ikke været orienteret om forbruget af restprovenuet og har ikke sanktioneret det, og udvalget har ikke godkendt, at menighedsrådet har afholdt de store ekstraordinære udgifter«, står der i redegørelsen, som Berlingske har fået aktindsigt i.

AT EN PROVST ikke har fremlagt alt for sit eget provstiudvalg, fik for to uger siden budgetudvalget i Københavns Stift til at drage den konklusion, at præsten ikke længere er den rette til at fordele kirkeskatten mellem de otte provstier i Københavns Kommune. Derfor er han ikke blot fritaget for tjenesten som præst og provst, men han har heller ikke længere den betroede stilling som ansvarlig for budgettet i Københavns Stift, fortæller formand for budgetudvalget Torben Larsen.

»Han har tilsyneladende forsømt at spørge provstiudvalget, hvor han selv sidder, om de vil godkende renoveringsprojektet.

Og så har han sat gang i renoveringen uden at involvere menighedsrådet tilstrækkeligt. Han har flere kasketter på i denne sag, og det er derfor, vi har valgt en anden til posten som forretningsførende for økonomien i stiftet,« siger Torben Larsen, formand for budgetudvalget i Københavns Stift.

Med 4.469.109 medlemmer er lidt over 80 procent af danskerne, i København dog kun 60 procent, med i folkekirkens fællesskab og er med til at betale til driften af de danske kirker.

Medlemmerne skal i gennemsnit betale 0,89 procent af deres skattepligtige indkomst i kirkeskat, og i 2011 forventes folkekirkens medlemmer tilsammen at betale ca. 5,9 mia. kr. i kirkeskat.

Det betyder i runde tal, at man med en indtægt på 40.000 kroner om måneden årligt betaler omkring 3.900 kroner til den danske folkekirke.

Det er en del af de penge fra kirkeskatten, der er gået til Sydhavn Sogn, og sagen med de forsvundne millioner rejser derfor nogle principielle problemstillinger, mener flere eksperter. For ikke nok med at der skal gå fire år, før Københavns Stift opdager, at der bliver brugt millioner, som ingen har givet tilladelse til, så rejser sagen også spørgsmålet, om en provst skal revidere sit eget sogns regnskaber, og om menighedsrådet er klædt godt nok på til at yde kontrol over for en indflydelsesrig præst.

»Man har en demokratisk tradition i kirken, men det er måske ikke på grund af det økonomiske, at folk stiller op til menighedsrådet. Måske interesserer det ikke folk, eller måske forstår de det ikke. Derfor kan der være en risiko for, at en stærk person kan omgå reglerne,« siger revisionsekspert Lars Kiertzner.

LEKTOR PÅ FOLKEKIRKENS Institut for Præsteuddannelse Anita Hansen Engdahl ønsker ikke at kommentere den konkrete sag og anfører, at det er sjældent, at kirkens eget kontrolsystem ikke fanger uregelsmæssigheder i eksempelvis regnskaber. Når et menighedsråd tøver over for sine gejstlige, kan det hænge sammen med den særlige status, som en provst har, fortæller hun.

»Menighedsrådene anerkender med god ret provsters ekspertise på området, fordi tingene normalt bare altid er i orden. Derfor kan menighedsrådet være tilbageholdende med at spørge om ting, de undrer sig over i regnskaber.

Selv om man selvfølgelig også altid skal reagere på uregelmæssigheder, så har man vel også en tro på, at de mange andre lag i kontrolsystemet fanger svigt.« Berlingske ville gerne have spurgt menighedsrådet i Sydhavn Sogn om, i hvor høj grad rådet var informeret om overforbruget i forbindelse med renoveringen af præstens egen embedsbolig, og om hvordan det kunne lade sig gøre, at øremærkede penge kunne gå til »andre kirkelige formål«, uden at nogen stillede spørgsmål ved de økonomiske dispositioner. Menighedsrådet har ligesom den pågældende præst, der er fritaget fra tjeneste, ikke ønsket at udtale sig.