Præmie for sparetip forarger socialrådgiverformand

Faxe Kommune lover 20.000 kr. i præmie til sagsbehandlere, der kan finde billigere løsninger end plejefamilieanbringelser af børn. Formanden for Socialrådgiverforeningen mener, det er en dårlig idé at udlove pengepræmier til sagsbehandlere, der finder på gode spare-ideer til kommunen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er mangel på seriøsitet omkring det arbejde, man udfører, hvis kommuner udlover dusører til sagsbehandlere, der kan komme på gode idéer til, hvordan man sparer penge på anbringelsen af børn. Det siger Bettina Post, formand for Socialrådgiverforeningen.

Hun vil ikke kommentere på den konkrete sag, der stammer fra Faxe Kommune, hvor sagsbehandlere ifølge TV 2 Øst er blevet stillet en præmie på 20.000 kroner i udsigt, hvis de kan komme på en god spare-idé som alternativ til den meget dyre anbringelse af børn, men siger generelt:

- At arbejde på denne her måde, det signalerer mangel på seriøsitet. Det er jo ikke et spørgsmål om at være kreativ og finde på mærkelige idéer, det her er jo vigtigt. Det er børns udvikling og fremtid, det drejer sig om, det kan man ikke oversætte til en konkurrence med en pengepræmie, det mener jeg ikke, siger Bettina Post.

Socialrådgiverformanden er positiv over for kreative løsninger ude i kommunerne, men der er en grænse, lyder det.

- Jeg har ikke noget problem med, at socialrådgiverne og kommunerne er kreative i løsningen af denne her opgave, men jeg synes, at når man annoncerer det med pengepræmier, så bliver det pludselig ubehageligt, og jeg synes heller ikke, at lønmidlerne skal bruges på den måde, siger Bettina Post.

- Det er vigtigt at holde fast i, at udsatte børn og deres familier skal have en konkret, individuel vurdering af, hvad behovet er, og så er det det, der skal være løsningen, og sådan er det uanset, hvordan man fører sin lønpolitik rundt omkring i kommunerne. Men jeg tager anstød af denne her måde at gøre det på, siger hun.

I Faxe Kommune, hvor konkurrencen har fundet sted, vil udvalgsformanden i Børn- og Familieudvalget nu kræve en redegørelse fra forvaltningen.

- Jeg er ikke bekendt med, at den mail var sendt rundt, og det er heller ikke noget, direktøren kender til. Vi undersøger det, og er det ulovligt, så bliver det stoppet, siger Steen K. Gunnarson (V) til TV 2 Øst. Han vil endnu ikke sige noget om, hvad konsekvenserne bliver.