Poul Hartling død

Tidligere statsminister Poul Hartling døde søndag efter længere tids sygdom, 85 år, oplyser familien.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er et på dansk baggrund helt usædvanligt levnedsløb, der hermed er afsluttet.

Efter at have nået toppen i det danske samfund sprang Poul Hartling i en alder, hvor de fleste indstiller sig på pensionistens tilværelse, over i den internationale politik. Som FNs flygtninge-højkommissær gjorde han sig gennem otte år gældende med en styrke og dygtighed, der indgød respekt kloden rundt.

Det var næppe uden sammenhæng med hans personlige indsats, at højkommissariatet i 1981 fik tildelt Nobels fredspris.

Ved udløbet af hans - efter planen - fem-årige embedsperiode, blev den forlænget med tre år, og da de var ved at være ovre, taltes der igen om at lade ham fortsætte endnu en periode. Men han sagde selv nej. Nu var han 71 år. Ved årsskiftet 1985-86 forlod han FN og gik over i pensionistens tilværelse.

20 år forinden - da han blev partiet Venstres leder og for alvor kom i den danske offentligheds søgelys - betragtedes han som en lidt veg og farveløs politiker. Men det skulle altså vise sig, at han besad både dygtighed, beslutsomhed og råstyrke.

Om ikke før, blev det klart for enhver, da han efter det kaotiske december-valg 1973 dannede sin "smalle" Venstre-regering. Den målbevidste manøvrering, hvormed han bragte den til veje, udryddede enhver tvivl om, at han ved siden af mange andre indlysende evner også besad den hårdhed, som i afgørende situationer kan være fornøden for en politiker i forreste række.

Cand. theol.en Poul Hartling med det pæne sprog, den bløde stemmeføring og hele kultiverede fremtoning, som danskerne havde lært at kende via fjernsynet, blev kaldt "en degn", da han i 1965 efterfulgte Venstres hidtidige stærke mand, tidligere statsminister Erik Eriksen, som partiets leder. Denne trak sig tilbage som gruppeformand og partiformand, da han i gruppen konstaterede et flertal imod sine tanker om en sammenslutning af Venstre og konservative.

Umiddelbart efter Erik Eriksens retræte holdt Hartling en bemærkelsesværdig tale i Svanninge på Fyn. Uden vaklen brød han staven over forgængerens politiske hovedlinie og proklamerede en ny Venstre-kurs med sigte på samarbejde med de radikale.

Hård banan

I de følgende år skiftede offentlighedens billede af personen Poul Hartling. Efter regeringsdannelsen i 1973 blev han ikke længere kaldt en degn, men "en hård banan".

Poul Hartling fulgte i sit livsforløb traditioner fra barndomshjemmet: Faderen, M. Hartling, var skoleinspektør, selv blev Poul Hartling seminarierektor. Faderen var Venstre-politiker, og det blev sønnen altså også.

M. Hartling var undervisningsminister i ministeriet Knud Kristensen 1945-47, sønnen blev udenrigsminister i VKR-regeringen 1968-71 og nåede toppen som statsminister.

Både i sin teologiske studietid og efter at have taget embedseksamen var Poul Hartling stærkt engageret i kristeligt arbejde for gymnasiaster og akademikere. Han var i en årrække præst ved københavnske kirker og derefter rektor for N. Zahles seminarium, men opgav denne stilling, da han blev udenrigsminister.

Hartling gik ind i politik i midten af 50'erne. Han blev første gang valgt til Folketinget, for Præstø-kredsen, i 1957, gled ud igen i 1960, men kom atter i tinget i 1964, nu valgt i Kolding-kredsen - Venstre-høvdingen C. Bergs gamle kreds.

Poul Hartling placerede sig hurtigt centralt i parti og folketingsgruppe, blev i 1961 formand for det sjællandsk-bornholmske Venstre, og fire år senere efterfulgte han så Erik Eriksen som partiets leder.

Hans Svanninge-opfordring til de radikale om at tage afstand fra Socialdemokratiet og gå ind i et liberalt samarbejde blev virkeliggjort få år efter, men ikke helt som han havde forestillet sig det. Da VKR-regeringen blev dannet i januar 1968, var det med den radikale Hilmar Baunsgaard som statsminister - udpeget af de konservatives Poul Sørensen.

Udenrigsminister

At Hartling blev udenrigsminister i denne regering overraskede mange. Han havde hidtil beskæftiget sig mere med kirke, skole og kultur end med udenrigspolitik. Men i løbet af regeringsperioden udviklede han en stadig større autoritet på udenrigsministerposten.

Efter valget i september 1971 afløstes VKR-regeringen af en socialdemokratisk regering, og i tiden, der kom, kneb det for Venstre, konservative og radikale at opretholde en fælles linie.

Med december-valget 1973, hvor Fremskridtspartiets og Centrum-Demokraternes opkomst rystede det parlamentariske billede, så Hartling en chance for sig og sit parti.

Han stilede målbevidst mod regeringsposten og vandt. På en meget spinkel parlamentarisk basis holdt han sin regering ved magten i godt et år, men efter valget januar 1975 afløste socialdemokraten Anker Jørgensen ham igen på statsministerposten, og Hartling var atter i opposition - trods en vældig fremgang for Venstre ved valget, fra 22 til 42 mandater.

Hartling fandt sig næppe helt til rette på oppositionens bænk. I hvert fald sagde han straks ja, da statsminister Anker Jørgensen i november 1977 tilbød at indstille ham som kandidat til posten som FNs flygtningehøjkommissær. De øvrige nordiske lande stod bag Hartlings kandidatur, han blev valgt og tiltrådte ved årsskiftet.

Hartlings erfaringer fra udenrigsministertiden kom ham utvivlsomt til stor nytte under arbejdet med FNs flygtningsproblemer i de kommende otte år.

Han havde fast sæde i Geneve, men fartede ustandselig kloden rundt - nærmest i et kapløb med de voksende flygtningestrømme, der i hans periode nødvendiggjorde en mangedobling af højkommissariatets budget.

Carnegie-prisen

Umiddelbart før sin tilbagetræden tildeltes han for sin humanitære indsats Carnegie-prisen. Hans virke forblev i det hele taget ikke upåskønnet, han modtog Storkorset af Dannebrog og en lang række høje udenlandske ordener.

Efter sin hjemkomst til Danmark var han i et par år rådsformand for Det Danske Center for Menneskerrettigheder, og da Demokratifonden til støtte for reformprocessen i Østeuropa oprettedes i 1990, blev han dens formand.

Udover sit skole- og præstearbejde og sin politiske virksomhed lagde Poul Hartling navn til et forfatterskab om først og fremmest religiøse og kirkelige, men også politiske spørgsmål. Han har således skrevet "Den kristne studenterbevægelses historie", "Kirketankens vækst på missionsmarken", "Fra 17 år i dansk politik" og flere erindringsbøger. I 1990 udsendte han en biografi om sin forgænger på statsminister-posten 1950-53, Venstre-høvdingen Erik Eriksen.

Og som et kuriosum kan det nævnes, at han i sit otium sammen med hustruen Beth tilbragte gode timer med at udfærdige raffinerede krydsords-opgaver til Weekendavisen. Ritzau