Kære alle.
Vi er kommet herned, og det ser slet ikke ud, som jeg troede.
Gunstige mennesker har engang skænket mig en såkaldt coffee table book med lækre billeder fra Grækenland og de græske øer. Her afspejles de mest fotogene sider af livet, som det udfolder sig på små øer og i endnu mindre landsbyer.
I den bog er der hvidkalkede stenhuse med blåmalede skodder, der er knudrede oliventræer fra apostlen Paulus’ tid og til fromhed manende kapeller med koboltblå kupler på hver bakketop, og selv stolene med de flettede sæder er malet blå.
Der er gamle mænd med dybe rynker i cardigan, sutsko og kasket, der bare sidder og glor eller spiller backgammon, mens sortklædte enker slæber rundt på bylter af brænde på ryggen.
Og der er æsler, der stædigt står og er pittoreske i skyggen ved en gavl. Der er madpornografiske billeder af skåle med oliven, lerfade med græsk salat og feta, lammekoteletter, moussaka og duggende kold hvidvin med harpikssmag på et bord foran en lille taverne.
Også indvendigt oser de simple stenhuse af smagfuld nøjsomhed. Der er groft tilhuggede møbler og centimetertykke bordplader, lerfade, kobbergryder og pander og hvidløgsranker. Der er skødesløst anbragte kurve med grøntsager og nødder, her er afsyrede møbler og en flaske med ouzo.
Der er sirligt slyngede jernsenge og quiltede tæpper med små blomster, her er kaminer og stabler af knudrede kævler og sådan bliver det ved og ved og ved…
Den bog var en beruselse at sidde og blade i, men nu er vi her, og det er – må jeg indrømme – med misnøje og kritikermine, jeg nu har inspiceret de lokale forhold og ved selvsyn konstateret, at man her lige så ofte møder den græske version af det, der modsvarer den hjemlige udbredte mangel på stil.
Også her støder man på frygtelige farvesammensætninger, tarvelige ting i plastic og indretninger, der kun mangler en med nips til bristepunktet fyldt amagerhylde for at få det hele til at eksplodere.
Her kan man støde på restaurationslokaler indrettet som en provinsfrisørsalon i 1980erne.
Her er belysningen ofte et summende neonrør, her er polyestergardiner og gulve belagt med linoleum i uhyrlige mønstre. Men opdagelsen har også gjort mig lykkelig og lettet. I al fredsommelighed er grækere, som folk er flest, og de bor ikke – i hvert fald ikke alle sammen – som i coffee tablebøgerne.
På det punkt møder vi hinanden ... over den dårlige smag. Når den er bedst.
PS: Jeg er allerede blevet solskoldet. Hvad er der med det her land?