Poser med amfetamin fundet på københavnsk skole. Politiet efterforsker nu sagen
I weekenden blev Københavns Politi kontaktet af en skole, der havde mistanke om, at der blev solgt ulovligt snus på området.

I weekenden blev Københavns Politi kontaktet af en skole, der havde mistanke om, at der blev solgt ulovligt snus på området.

Søndag aften snusede politiets hunde rundt på Utterslev Skole i København.
De var blevet hidkaldt på baggrund af en mistanke om, at der måske blev solgt snus på skolen, og nu skulle området undersøges.
Politihundene fandt dog langt mere end de små nikotinposer, de oprindeligt var sendt ud for at lede efter.
Pludselig dukkede poser med et hvidt pulver, der senere viste sig af være amfetamin, op på skolens området.
Det skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.
Det er selvsagt en alvorlig sag, påpeges det fra skoleleder Ulla Jensen.
»Skolens personale, herunder skolens SSP-kontaktlærer, er involveret. Forældrene til udskolingsbørn blev orienteret i går, og i dag tirsdag har lærerne og ledelsen talt sagen igennem med eleverne fra udskolingen,« siger hun i pressemeddelelsen.
Skolens område er efterfølgende blevet undersøgt grundigt af narkohunde for at sikre, at der ikke var gemt flere stoffer på matriklen.
Alle fund er blevet beslaglagt af politiet, lyder det i pressemeddelelsen.
Hvor meget amfetamin, der blev fundet, og hvor det er fundet henne, uddyber kommunen ikke.