Portræt: »De befriede«

Mød tre af de veteraner og modstandsfolk fra Anden Verdenskrig, som blev hædret af både politikere og kongelige på 70 års-dagen for Danmarks befrielse.

Lis Mellemgaard, 91 år og frihedskæmper fra Anden Verdenskrig, mødtes med de øvrige, nulevende veteraner på Christiansborg i går. Foto: Sophia Juliane Lydolph Fold sammen
Læs mere

Edmund Antkowiak, 87 år, frihedskæmper. Fold sammen
Læs mere

»Væk med Hitler«

Edmund Antkowiak, 87 år, frihedskæmper:

»Jeg er vokset op i Polen og var 12 år, da tyskerne kom i 1939. I 1943, da jeg var 16 år gammel, meldte jeg mig ind i partisanbevægelsen. Selv er jeg katolik, men jeg havde set, hvad der skete med jøderne. Jeg tænkte, »jeg vil ikke dø som dem,« og frem til krigens afslutning levede og kæmpede jeg halvandet år i de polske bjerge.«

»Da vi blev befriet i Polen jublede vi. Men det viste sig, at det slet ikke var nogen befrielse. Siden kom jeg på et studieophold til Danmark, hvor jeg mødte min kone. I 1957 flyttede vi til Danmark. I dag føler jeg mig mest dansk, og det er derfor, jeg er med til at fejre befrielsen. Selv om jeg kæmpede i Polen, kæmpede jeg også for et frit Danmark. Vi havde alle et fælles mål: Væk med Hitler.«

»Det er den kæmpe oplevelse at være med til fejringen. I kirken sad jeg ved siden af Kronprinsessen – jeg ved ikke, hvorfor det lige var mig. På et tidspunkt fik vi øjenkontakt. Det var fantastisk.«

Lis Mellemgaard, 91 år, frihedskæmper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph.

»Jeg var klar til at tage et liv«

Lis Mellemgaard, 91 år, frihedskæmper:

»Fra 1942 var jeg med i Holger Danske. Ja, det vidste jeg ikke, det hed dengang, det fandt vi først ud af 4. maj 1945. Jeg var med til aktioner, og jeg havde også min egen pistol. Selv om jeg var klar til at tage et liv, var den eneste, jeg var tæt på at skyde, mig selv. Jeg var i færd med at rense pistolen en aften og kom til at trykke på aftrækkeren.«

»Lige efter krigen var alle frihedskæmpere. Det var lidt som om, at dem, der virkelig havde været det, ikke rigtigt ønskede at tale om det. Der var i virkeligheden en larmende tavshed. Men i de senere år er folk begyndt at gå mere op i det, det er i hvert fald min opfattelse.«

»Jeg var slet ikke klar over, vi får penge af regeringen. Men jeg har det godt og mangler dem ikke. Det kan være jeg køber et marcipanbrød, men ellers sender jeg de 10.000 kroner af sted til Nepal til de små børn.«

Svend Madsen, 88 år, frihedskæmper. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sophia Juliane Lydolph.

»Det er aldrig for sent«

Svend Madsen, 88 år, frihedskæmper:

»Jeg var med i modstandsbevægelsen fra 1943 og frem til 1945 i Holstebro. Da jeg begyndte, var jeg en 17-18 år gammel. Sammen med de andre drenge fra FDF lavede jeg sabotage. Vi sprængte jernbaner i luften. Og et maskinværksted og et automobilværksted, fordi ejeren lavede tyskernes køretøjer.«

»Det betyder meget, at vi bliver fejret i dag. Det betyder virkelig meget. Jeg er specielt glad for, at kronprinsparret var med i kirken og viser sympati for det, vi lavede dengang.«

»Det glæder mig, at politikerne har besluttet, vi skal have 10.000 kroner hver. Det er aldrig for sent, og det er tegn på, at de har fundet ud af, hvordan man glæder ældre mennesker, ha ha! Jeg er ked af, at jeg ikke fik takket nogen af ministrene i kirken, men jeg forsøger igen i Folketinget.«