Portræt af Lisbeth Knudsen: »Jeg har en høj smertetærskel«

Viljen til at finde en vej er karakteristisk for Lisbeth Knudsen som leder. Fra barnsben har hun lært, at man ikke giver op, og at man ikke render af pladsen. En ny biografi fortæller Berlingske-chefens historie.

Lisbeth Knudsen har aldrig været bange for at stille sig forrest i kugleregnen, og hun er god til at identificere, hvor kuglerne kommer fra. En evne hun tilskriver tiden som ung politisk journalist på Christiansborg.

Både fysisk og psykisk tåler hun mere end de fleste, også i topchefernes liga. Få, om nogen, kan hamle op med hendes enorme arbejdskapacitet, og få i dansk presse har taget så mange tæsk som hun.

Klynk er imidlertid ikke en del af pakken. Helt fra barnsben har Lisbeth Knudsen lært at tage fra. Man giver ikke op, og man render ikke af pladsen i utide, hvis tingene begynder at stramme til.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

Mens andre mere dødelige kan forfalde til mismod, når udfordringer tårner sig op, synes modgang at have den stik modsatte virkning på Lisbeth Knudsen. Hun bider sig fast.

Som en anden Scarlett O’Hara fra romanen »Borte med blæsten« synes hendes mantra at være: Jeg finder en løsning, om ikke i dag så i morgen. Indtil videre har det vist sig at holde stik.

Senest da det i 2014 lykkedes hende at lande Berlingske Media i favnen på den belgiske, familieejede mediekoncern De Persgroep. Salget faldt på plads efter en lang og opslidende proces, hvor også hendes egen stilling som koncernchef var i spil.

Det sidste holdt hende ikke søvnløs, fortæller hun.

»Nej, for i hele den periode handlede det for mig kun om, at jeg havde ansvaret for butikken, for over tusind menneskers arbejde og for en avis, der har været her siden 1749. Selvfølgelig vidste jeg godt, at der kunne komme nogen og overtage det og ønske at sætte en anden i mit sted. Men skulle det endelig ske, har jeg altid sagt, at så vil jeg være journalist igen.«

Lisbeth Knudsens vej til den absolutte top i dansk presse aftvinger respekt. At det har krævet sin kvinde, kan de færreste være i tvivl om, og det bekræftes da også til fulde i en ny biografi, som Gyldendal sender på gaden i denne uge.

Bogen er skrevet af journalist Susanne Bernth, som tidligere har været ansat på Berlingske i en årrække – på både kulturredaktionen og Business.

Egentlig huer det ikke Lisbeth Knudsen, at der udkommer en bog om hende. For ligeså meget hun elsker at blande sig og være på i den offentlige debat, ligeså sky er hun, når fokus rettes mod hende som privatperson.

Alligevel valgte hun at bidrage til bogen, nu den var undervejs. Men hun understreger, at biografien i sin helhed står for forfatterens egen regning.

Vi mødes klokken 17 i hendes hjørnekontor i Pilestræde. Lisbeth Knudsen byder veloplagt indenfor og lægger straks ud med at sige, at »det private fylder alt for meget i bogen« efter hendes mening.

Altså må vi tage den up front, for en af de store overraskelser i bogen er unægtelig, at Lisbeth Knudsen her for første gang fortæller, at hun inden for de senere år har været alvorligt syg. For fire år siden blev hun ramt af brystkræft. Ingen på avisen anede det. End ikke hendes sekretær.

»Nej, hun får det først at vide, når hun læser bogen,« siger Lisbeth Knudsen og bliver tydeligt berørt, da vi kommer ind på emnet.

At Lisbeth Knudsen har let til tårer, er ingen hemmelighed. Efter et par sekunder er hun i fuld kontrol igen.

Læs også: Lisbeth Knudsen: Derfor bringer vi Charlie Hebdo-tegningerne

Faktum er, at Lisbeth Knudsen i 2011 i al hemmelighed blev opereret for brystkræft. Det skete i en vinterferieuge, og om mandagen var hun tilbage på jobbet. Som om intet var hændt.

Da sårene var helet efter et par måneder, gennemførte hun et efterbehandlingsforløb bestående af 25 strålebehandlinger. Det foregik om aftenen, så det gik mindst muligt ud over hendes arbejde.

»De var sindssygt søde ude på Herlev Sygehus til at give mig de sene tider,« fortæller hun.

Men Lisbeth, for pokker, ingen på avisen vidste, du var syg?

»Nej, og det var heller ikke meningen, at nogen skulle vide det. Min nærmeste familie vidste det, det er klart. Det var min måde at tackle det på. Det er klart, at du har en fysisk smerte, som du skal kunne håndtere. Andre er måske ikke så privilegerede, men jeg har en høj smertetærskel. Der gik faktisk lidt sport i det. Min sejr var, at ingen opdagede det. Og at jeg blev rask.«

Hun ser da også strålende ud. Virker tilmed lettere til bens end længe. Det sidste har en naturlig forklaring, fortæller hun. I forbindelse med sin 60-års fødselsdag i 2013 forærede hun sig selv to nye knæ.

»Slidgigten var blevet så slem, at jeg stort set gik på knoglerne i mine knæ. Når jeg skulle ud og holde foredrag, måtte jeg overveje, om jeg overhovedet kunne komme op på podiet, uden at jeg lignede en handicappet.«

Læs også: Lisbeth Knudsen: »Nye ejere har lagt vægt på redaktionel kvalitet«

Hun fik lavet begge knæ på én gang, for som overlægen skønnede, var hun næppe den type, som havde tålmodighed til at tage et knæ ad gangen. Lisbeth Knudsen ser ligefrem fornøjet ud, da hun fortæller om forløbet.

»Næste morgen, da jeg vågnede efter operationen, tænkte jeg godt nok: ’Gys, hvad nu hvis det er gået galt, så kan du ikke gå på begge ben.’ Men så kom der en ind og sagde: ’Så er det ud af sengen.’ Jeg troede, det var løgn, men op kom jeg. Og det er gået helt fantastisk. Efter et par uger smed jeg krykkerne. Jeg har fået et helt nyt liv.«

Nøgleordet er modstandskraft, siger hun.

»Det skal selvfølgelig ikke forstås sådan, at du bliver uimodtagelig for de ting, som rammer dig. Men at du bliver stående. At du har den indre kraft og tro på, at du kommer igennem det. Hvad enten det nu er sygdom, eller du får nogen på hovedet eller står over for en svær opgave.

Det er noget, jeg har arbejdet meget med i mit liv, og som jeg synes, jeg er lykkedes med.«

Du er ikke typen, der kan finde på at flygte væk til en hvid strand på Maldiverne, når du møder modgang?

»Nej, for hvis jeg gjorde det, så har jeg en opfattelse af, at alting ville falde sammen inden i mig. Derfor reagerede jeg også, som jeg gjorde, dengang jeg stoppede i Danmarks Radio som nyhedsdirektør. Jeg stod op næste morgen klokken seks og sagde: ’Ok, hvad er det så, du skal?’ Jeg bliver ikke modløs. Jeg finder altid en vej.«

Læs også Lisbeth Knudsens Berlingske-blog

Er det en robusthed, som du har med dig fra din opvækst på Østerbro?

»Mine forældre var små erhvervsdrivende. De skulle overleve, og de kæmpede – havde jeg nær sagt – fra måned til måned for deres lille virksomhed. Så ja, den måde at arbejde på har jeg nok fået med mig. Derfor kan man godt falde ud på mange forskellige måder som menneske. For mig har det handlet om hele tiden at sætte nogle nye mål.«

Men du kan godt lukke af for kugleregnen, selv om du står midt i den, sådan som du eksempelvis gjorde under magtkampen i DRs direktion, efter at Kenneth Plummer afløste Christian Nissen på posten som generaldirektør?

»Altså, jeg er ikke ligeglad, så tykhudet er jeg heller ikke. Jeg gik da ked af det hjem rigtig mange dage fra DR. Men mest fordi jeg syntes, at vi misbrugte alt for meget tid på det. Og som det meget rigtigt fremgår af bogen, er tidsspilde noget af det, som jeg slet ikke kan have. Det kan jeg bare ikke. Jeg er meget effektiv med min tid.«

I bogen siger DR-journalist Helle Bygum, at hun ikke er i tvivl om, at Lisbeth Knudsen var for magtfuld, for velorganiseret og for langt fremme i forhold til de andre i Danmarks Radios direktion: »De nåede hende ikke til anklerne. De var bange for hende.«

Lisbeth Knudsen elsker at blande sig i den offentlige debat, og derfor kan man også undre sig over, at man tit hører, at hun var meget genert som ung.

Er det måske overdrevet med al den generthed?

»Nej, det er ikke overdrevet. Jeg var meget genert. Jeg ved ikke, hvor det gik galt, men et eller andet sted undervejs må jeg have fået modet til det,« siger hun og mener, det muligvis stammer fra hendes tid som leder af den politiske redaktion på Berlingske.

Hun var 24 år ved udnævnelsen.

»Her fik jeg til opgave at tale hele redaktionens sag, og samtidig skulle jeg virkelig være oppe på tåspidserne for at drive politisk journalistik på forsiden hveranden dag. Jeg tror, at det var med til at give mig modet til at gøre en masse ting. Også som erhvervs­redaktør og senere som chefredaktør.«

På Christiansborg lærte du også hele det taktiske spil?

»Ja, det viste sig at ligge godt for mig. Jeg synes, taktik er sjovt. Vel at mærke på en måde, så ingen bliver såret undervejs. Når man har en god forhandling, skal der helst ikke ligge sårede og døde i grøfterne bagefter. Folk skal synes, at det er foregået på en fair og ordentlig måde, også selv om man måske ikke er kommet igennem med alt. Så at lære det taktiske spil, det har været nyttig for mig i mit liv som leder. Også i forbindelse med den modstandskraft, jeg talte om tidligere.«

I hele sin lederkarriere har Lisbeth Knudsen insisteret på at bevare kontrollen med det journalistiske. Det gjorde hun også, da hun i sin tid forhandlede med David Montgomery (Mecom, red.) om at blive koncernchef.

»Jeg sagde, at jeg ville prioritere chefredaktørstillingen, og så måtte han jo vælge, om jeg var den rigtige til jobbet, og det syntes han jo så.«

Lisbeth Knudsen har flere gange i sin karriere sat sin stilling ind på en sag. Hun gjorde det over for LO-formanden i tiden på Aktuelt, og hun gjorde det over for Montgomery. Hun gjorde det også over for DRs bestyrelse, da Dansk Folkeparti prøvede at tvinge igennem, at hun skulle fyre Ole Sippel og Lars Ranggaard fra DR Nyheders udlandsredaktion.

»Jeg sagde til bestyrelsen, at hvis man ville gøre det, måtte man fyre mig først. Så blev der pause, og så blev det meddelt, at den sag ikke blev viderebehandlet. Det er ikke noget, man skal true med at gøre hverken hver eller hver anden dag, og det gør jeg slet, slet ikke. Men engang imellem må man sætte nogle hegnspæle ned.«

Nogen prototype på en medieboss er Lisbeth Knudsen langtfra. Hverken når det gælder sit køn, sin bopæl eller sine bilvaner. Hun bor i en snusfornuftig villa i Vangede sammen med sin mand, Peter Valenius, som hun lærte at kende som ung journalist på Christiansborg.

Hun kører i en Citroen model Picasso, hvilket hun jævnligt bliver drillet med af sine mandlige chefkolleger. For ha-ha, den er der da ikke meget direktørbil over.

Det interesserer hende ikke, for som hun siger:

»Min bil skal kunne køre, den skal være praktisk, og så skal der være de ting i den, som jeg skal bruge. Mobilen skal virke og så videre. Men jeg går ikke op i, om det er en stor og fancy bil. Jeg kan godt lide kvalitet, men prestige i sig selv interesserer mig ikke. Prestige er heller ikke grunden til, at jeg sidder her. Det gør jeg, fordi jeg synes, at jobbet er sindssygt spændende, og fordi den her virksomhed og dét, vi beskæftiger os med, er samfundsvigtigt. Det spiller en rolle i samfundet, og det er dét, der tricker mig.«

»Lisbeth Knudsen« af Susanne Bernth udkommer hos Gyldendal Business den 27. maj. Koster 299,95 kr.