Portørerne på Rigshospitalet strejker på femte dag

De 300 portører på Rigshospitalet besluttede på et møde onsdag morgen at fortsætte deres strejke.

Arkivfoto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Patienterne på Rigshospitalet må fortsat kigge langt efter en portør, når de skal køres til og fra operationer og undersøgelser.

De 300 portørere besluttede på et møde onsdag morgen at fortsætte deres strejke, og derfor er det på femte dag læger og sygeplejersker, som bringer patienterne frem og tilbage.

Fællestillidsmand Claus Poulsen siger til Ritzau, at konflikten ikke kan undgå at ramme patienterne.

- Lige her og nu mærker de ikke så meget, fordi læger og sygeplejersker udfører vores arbejde. Men efterhånden begynder der at opstå andre problemer, for eksempel er lagret af sterilvarer, herunder lagner og dynebetræk, ved at slippe op, siger Claus Poulsen.

Konflikten skyldes, at Danske Regioner vil have portørerne dækket af en overenskomst med fagforbundet FOA, mens portørerne vil fastholde den aftale, de har via Lager, Post og Servicearbejdernes Forbund, en selvstændig afdeling under 3F.

/ritzau/