Portørerne på Rigshospitalet arbejder igen

Den seks dage lange strejke blandt 300 portører på Rigshospitalet er slut. Fredag morgen besluttede portørerne at genoptage arbejdet.

Det bliver igen portørerne på Rigshospitalet, der skal køre patienterne frem og tilbage til undersøgelser og operationer. Efter at have strejket i seks dage, besluttede de 300 portørerne på et møde fredag morgen at genoptage arbejdet.

Det sker, fordi portørerne vurderer, at et ophør af den overenskomststridige strejke kan medvirke til, at de fredag formiddag kan mødes til forhandlinger med Region Hovedstaden. Det oplyser tillidsmand Anker Clausen.

- Jeg tror på, at vi på et sådant møde vil kunne indgå en aftale alle parter kan være tilfredse med. Ikke mindst patienterne, pårørende og vores kolleger fra andre faggrupper, udtaler han i en pressemeddelelse.

Portørerne har strejket i protest mod, at de i fremtiden skal være dækket af en FOA-overenskomst og dermed ikke kan beholde deres nuværende overenskomst med Lager-post og Servicemedarbejdernes Forbund.

/ritzau/