’Porten står igen åben’

Den barrikade, som regeringen bryster sig af at have bygget op mod indvandringen, er tilsyneladende ikke mere så meget værd. Indvandringen stiger, men nu er det de kloge, flittige og veluddannede, der kommer. Siger regeringen. Men hvorfor er der så stadig massive problemer med tvangsægteskaber, hvorfor vil regeringen ikke lade 24-års reglen undersøge, og hvor er de tyrkiske læger og ingeniører henne? Udlændingepolitikken handler ikke om tal. Den handler om tillid.

Der kommer i dag ligeså mange tyrkere som pakistanere til Danmark som under Nyrup-regeringen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kristian Sæderup

Scenariet var velkendt: Solbrune politikere med opsmøgede ærmer lod sig fotografere i den danske natur, mens de fortalte pressen, at nu var de tilbage fra en lang sommerferie og friske til en ny politisk sæson.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) plejer at være eminent til at tackle den slags situationer som under Venstres nylige sommergruppemøde, men i år var der sket noget.

Én ting var, at vejrguderne på Fyn tvang venstrefolkene til at lade sig filme og fotografere inden for i et dunkelt lokale, men også politisk var der trukket mørke skyer ind over partiet.

Mens statsministeren havde holdt fire ugers ferie i Frankrig, måtte integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) nøjes med væsentligt mindre. Hun har gennem hele juli måttet forholde sig til, at EF-domstolen trevler den danske udlændingelovgivning op. Dom for dom. Og politikerne ser ud til at være magtesløse. Det var ikke det, Fogh ville tale om på pressemødet, men det var stort set det eneste, alle andre ville høre om.

Også blandt Venstres folketingspolitikere var Foghs løsningsforslag ventet med spænding. Men der var ingen løsninger.

»Det handler om at bevare tilliden til dansk udlændingepolitik,« lød budskabet fra Anders Fogh Rasmussen til sine partifæller.

Så indtil videre handler det altså først og fremmest om tillid til symbolerne: 24-års reglen og tilknytningskravet. Den faste og fair udlændingepolitik, som har været VKOs faldskærm og Socialdemokraternes betonklods ved tre valg i træk.

Men det kan blive svært at opretholde tilliden, for et nyt problem truer tilsyneladende udlændingeloven.

Tallene tyder nemlig på, at dansk udlændingepolitik slet ikke er, hvad regeringen sekunderet af Dansk Folkeparti går rundt og påstår: Fast og fair.

Og det har intet med EU at gøre. Den indvandring, som Fogh og co. har skældt Socialdemokraterne og de Radikale ud for i halvfemserne er på vej tilbage.

Regeringen har ganske vist pryglet løs på EF-domstolen i en grad, så danskernes opbakning til EU er faldet som en våd planke, og i dag er forårets optimistiske toner om at føre Danmark ind i hjertet af Europa ved at afskaffe de fire forbehold fuldstændig forstummet. For danskerne vender sig mod det EU, der ifølge regeringen ødelægger den faste og fair udlændingepolitik.

Men tallene taler et andet sprog. Det er ikke EU, der er skurken. Det er tværtimod et spørgsmål om, at de danske regler tilsyneladende ikke virker helt efter hensigten længere.

Da Birthe Rønn Hornbech var udlændingeordfører for Venstre under valgkampen i 2001, kom hun på et pressemøde til at sige, at det var tyrkere, pakistanere og måske somaliere, der skulle holdes ude.

Men i dag kommer der flere tyrkere og flere pakistanere til landet end under SR-regeringen.

De kommer i højere grad for at arbejde og studere. Men de kommer, og selvom antallet af familiesammenføringer faldt drastisk efter indførsel af 24-års reglen, så kravler også det samlede antal af ikke-vestlige indvandrere stille og roligt op ad igen. Alene fra 2006 til 2007 steg tallet med cirka et tusinde. De foreløbige tal for 2008 tyder på endnu en stigning, og i 2009 er tallet som i Nyrup og Jelveds dage, forudser Venstres eget medlem af integrationsudvalget, Eyvind Vesselbo, der i sit civile erhverv som kultursociolog har beskæftiget sig indgående med indvandring og integration i 25 år.

»Ladeporten står igen åben. Det kan du se på tallene,« siger Vesselbo, som efterlyser en ærlig diskussion om vores udlændingepolitik. Han har også flere gange plæderet for at få undersøgt, om de stramme regler virker.

Regeringen har forklaret, at det er en helt anden indvandring, vi har i dag, end det var tilfældet under SR-regeringen i halvfemserne. Det er slut med analfabeter fra den anatolske højslette, lyder beskeden. I dag kommer indvandrerne jo for at studere, for at arbejde og dermed for at bidrage til det danske samfund, lyder det løfterigt.

Men den tror Eyvind Vesselbo ikke på.

»Det er de samme, der kommer,« påstår han.

Det kan ikke dokumenteres direkte i tallene, at han har ret i den påstand. Faktisk viser tallene, at 75 pct. af dem der fik opholdstilladelse til at studere sidste år skulle ind på en videregående uddannelse. Og blandt tyrkere blev 214 ud af 226 opholdstilladelser givet med henblik på at studere på videregående uddannelser. Men det beviser ikke nødvendigvis, at regeringen har ret, mener Vesselbo, der blandt andet undrer sig over, at der pludselig er så mange tyrkere, der har lyst til at studere i Danmark. Det samlede antal steg med 55 pct. sidste år.

»Det er da underligt. Det bør da undersøges, hvorfor de kommer. Er det virkelig for at bidrage til samfundet, eller skal de ind i et arrangeret ægteskab. I 2007 fik også 408 nepalesere ophold, fordi de skulle læse på en videregående uddannelse i Danmark. Det virker altså temmelig overraskende på mig, at de i så stort omfang læser på danske universiteter, og det tyder da på, at tallene fra tyrkere og pakistanere nok skal tages med et temmelig stort gran salt. Altså hør lige: Hvordan kan 408 nepalesere komme ind på en videregående uddannelse i Danmark i løbet af kun et år,« spørger Eyvind Vesselbo.

»Men fordelen ved at komme ind på et universitet er selvfølgelig, at her holder man ikke øje med, om de studerende er der. Det er lettere at snyde, hvis man er villig til at betale. Og for mig er det altså ligegyldigt, om folk bliver tvunget til at gifte sig med en pizzabager eller en universitetsstuderende,« siger han.

At tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber stadig er et problem, fremgår klart, hvis man spørger i de miljøer, der møder problemet i øjenhøjde. Der er lige så mange sager som tidligere, lyder svaret. Og dermed er den opsigtsvækkende konklusion, at de sociale problemer, som følger af Foghs indvandring opleves som lige så store, som under Nyrup og Jelved i halvfemserne.

»De kan ikke en gang engelsk,« siger Leif Randeris, der leder den private organisation Indvandrerrådgivningen, om de familiesammenførte indvandrere, han møder. Han kan ikke se, at det skulle være mere uddannede indvandrere, der kommer til landet nu, og han tror heller ikke meget på, at der er sat en holdbar prop i indvandringen.

»Vores klare oplevelse er, at folk finder deres vej ind. Man kan sætte forhindringer op, men hvis ikke folk kan komme ind på den ene måde, så kommer de på den anden,« siger Leif Randeris. Ser man på tvangsægteskaber, der var en af grundene til at indføre de strammere regler, er der heller ikke megen opmuntring.

»Vi får mellem en og tre henvendelser om ugen fra piger, der er ved at blive tvunget ind i et ægteskab. Op til de store ferier stiger antallet af henvendelser, men det er under ingen omstændigheder faldet efter indførelsen af de stramme regler,« siger Leif Randeris.

Samme melding kommer fra Landsorganisation af Kvindekrisecentre, LOKK.

»Der er ingen forskel. Vi har fuldstændig de samme problemer med tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, som vi havde, før reglerne blev strammet. Det er vores klare oplevelse, og det er den besked, vi får, når vi spørger på landets krisecentre,« siger Lene Johannesson, der er sekretariatsleder i LOKK.

Og det er en klar indikation på, at der ikke er sket den revolution i indvandringsmønstret, som regeringen ellers bryster sig af. Det siger Manu Sareen, der udover at være radikalt borgerrepræsentationsmedlem har arbejdet i Københavns Kommune i årevis med integration. Han har indisk baggrund, og hans viden har selv regeringen anerkendt, da den har brugt ham som rådgiver i kampen mod tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber.

»Hvis indvandringen fra Tyrkiet og Pakistan var de højtuddannede, så ville du formentlig ikke se de sociale problemer i det omfang, som der bliver beskrevet. Det hænger ikke sammen,« siger Manu Sareen, der er bekymret over udviklingen.

Han oplever, at regeringens skåltaler om, at den har sat en prop i tilstrømningen, så vi bedre kan integrere dem, som kommer hertil, er langt fra virkeligheden.

»Jeg bliver jævnligt kontaktet af en kommune, der giver op. De aner ikke, hvad de skal gøre. De ringer bare og beder mig komme og hjælpe dem, for det hele er ved at ramle sammen,« siger Manu Sareen.

Men ligesom Vesselbo kan han ikke dokumentere, at de skrappe regler ikke har ændret vores mønster i indvandringen, for der findes endnu ikke nogen undersøgelse fra regeringen.

Vesselbo er ikke i tvivl om, hvad der er ved at ske. Helt tilbage i 1992 blev han som kultursociolog bedt af den daværende borgerlige regering om at give et bud på, hvad effekten var af, at grænsen for en familiesammenføring blev hævet fra 15 til 18 år. Konklusionen var, at der ville komme en opbremsning, men efter tre år - når de 15-årige var blevet 18 - ville indvandringen være tilbage på sit gamle niveau. Det holdt fuldstændig stik. Med andre ord: De ventede, til de blev 18 år - nøjagtig, som de i dag bare venter til de fylder 24 år.

Derfor er Vesselbo heller ikke i tvivl om den nuværende udvikling.

»I 2009 er du helt sikker tilbage på det gamle niveau for familiesammenføringer, som vi havde under Nyrup,« slår Vesselbo fast, og dermed vil historien gentage sig.

For sagen er den, at 24-års reglen selvfølgelig stopper mange. Men den betyder måske også bare, at folk gifter sig tre år senere. Tilknytningskravet derimod, som betyder at den samlede tilknytning skal være større til Danmark end noget andet land, er let at omgå ved at tage f.eks. et halvt års uddannelse på en højskole, en teknisk skole eller et universitet i Danmark.

I Udlændingeservice er man overbevist om, at den gruppe af pakistanere og tyrkere, som kommer ind via en arbejdstilladelse, ikke tilhører nogen tung gruppe, for de skal gennem den såkaldte Jobkort-ordning, der kræver ganske specifikke uddannelser for at komme ind. De kan ganske vist komme hertil som au pair, men det er ikke muligt at få ophold via et arbejde i fætterens kiosk.

Det var ellers tvangsægteskaber og de arrangerede ægteskaber, som Fogh brugte som begrundelse, da han i sin afslutningstale i Folketinget 3. juni 2003 skulle forsvare sin udlændingepolitik.

»Jeg er altså nødt til at understrege, at stramningerne har været nødvendige. Ikke bare for at reducere antallet af familiesammenførte, men også for at hjælpe ikke mindst unge indvandrerpiger, som ellers blev udsat for tvangsægteskab, der ikke blot bringer dem i en ulykkelig situation, men også bringer integrationspolitikken i Danmark mange skridt tilbage for hver ny generation.«

Oplysninger om, at der åbenbart ikke er sket de store forbedringer, nåede ikke frem til sommergruppemødet på Fyn, og det er der en politisk forklaring på. Og her er netop ordet »tillid« centralt.

Udlændingepolitikken har nemlig siden 2001 været afgørende i dansk politik. Først tabte Nyrup, siden Lykketoft og til sidst Helle Thorning-Schmidt folketingsvalgene til Fogh, fordi Venstre dygtigt og konsekvent spillede på, at indvandringen i halvfemserne var så stor, at den var en katastrofe, og den ville gentage sig med Socialdemokraterne og de Radikale i regering på ny. Indvandrerne ville vælte ind.

Få vælgere har nemlig tillid til, at en S-formand kan håndtere udlændingepolitikken. Det er nærmest cementeret i vælgernes bevidsthed, og derfor er det også mindre heldigt for Fogh, at det nu viser sig, at ægtefællesammenføringerne igen stiger med de problemer, der følger i kølvandet.

Det helt centrale spørgsmål er, hvad Fogh og Venstre vil gøre i en kommende valgkamp. Kan de stadig fortælle historien om, hvordan indvandringen under Jelved og Nyrup var katastrofal, når Fogh på et tidspunkt i statistikkerne vil kunne se, at også han skal forklare, hvordan familiesammenføringerne stiger - med mindre regeringen altså finder på nye stramninger, som igen gør det sværere at komme til landet.

Socialdemokraterne følger derfor nøje statistikken:

»Regeringen kommer jo ikke med nogen reel information til befolkningen. Det har den ikke gjort i forbindelse med EU-reglerne, og nu hører vi så dette. Vi har behov for, at VKO’s nedrullede gardiner kommer op, fordi det er alvorligt, hvis antallet igen stiger, og vi har så store problemer med tvangsægteskaber. Det giver store integrationsproblemer, og det ser vi jo allerede,« siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen.

Og det må nødvendigvis ende med stramninger, fordi hele Dansk Folkepartis selvforståelse går på, at der er sat prop i hullet. Sigende er det, at oven på stramningerne i 2002 så sammenlignede Dansk Folkepartis Søren Krarup stramningerne med den folkelige opstand mod den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig i 1942.

Dansk Folkeparti er dog klar over problemet og har selv siddet på det seneste og kigget foruroliget over indvandringen. Derfor sendte de allerede sidste fredag en byge af spørgsmål af sted til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech. DF vil have en kulegravning:

»Før vi har fået den, kommer vi ikke til møde om finansloven,« siger næstformand Peter Skaarup, der allerede én gang har varslet, at Pia & co. ikke dukker op: Dansk Folkeparti kræver også svar på, hvad regeringen vil stille op med de lempelige EU-regler.

Kulegravningen er formentlig færdig i løbet af en uge til 14 dage, og så vil spørgsmålet igen komme frem: Hvem har vælgerne tillid til? Konsulenter og socialmedarbejdere der beretter om lige så store problemer med indvandringen som under Nyrup? Eller Fogh der vil fastholde, at det er de dygtige indvandrere, som nu kommer.