Populært netmedie er begæret konkurs

Mediet Dagens.dk er begæret konkurs, og medarbejderne er blevet opsagt.

Dagens.dk er begæret konkurs, og medarbejderne er blevet opsagt. Det ærger tillidsrepræsentanten Marie Milling. Fotoet er et screenshot fra Dagens.dk. Fold sammen
Læs mere

Siden Dagens.dk blev lanceret i 2012, har nyhedsmediet vundet indpas online og særligt på de sociale medier. Nu er mediet dog blevet ramt af en gedigen nedtur.

Dagens.dk har ikke udbetalt løn til de ansatte 1. december, og mediet er begæret konkurs. Knap 15 medarbejdere fik tirsdag at vide, at de var opsagt. Det skriver fagbladet Journalisten.

Tillidsrepræsentant Marie Milling fortæller til fagbladet, at der stadig forhandles om mediets fremtid, men hun tvivler på, at Dagens.dk fortsætter i sin nuværende form.

»Vi er blevet opsagt, og det er nok, fordi vi ikke kører videre, eller de ansætter nogle andre,« siger hun til Journalisten.

Marie Milling er ærgerlig over, at holdet af medarbejdere nu skal skilles.

»Vi bragte noget nyt på banen i forhold til sociale medier, som jeg synes, vi kan være stolte over i medarbejdergruppen. Vi knækkede koden til, hvordan man bruger Facebook og sociale medier generelt,« siger hun til Journalisten.

Det er Dansk Journalistforbund, som i første omgang har bekræftet overfor MediaWatch, at der er indgivet en konkursbegæring mod Dagens.dk. De ansatte skal dog nok få deres løn, forsikrer Journalistforbundet.

»Der er ingen tvivl om, at de ender med at få deres penge fra Lønmodtagernes Garantifond eller den virksomhed, der ender med måske at overtage,« siger Henrik Bruun, forhandlingkonsulent i Dansk Journalistforbund, til MediaWatch.

Allerede for to uger siden kunne Finans berette, at Nyhedsgruppen, der står bag Dagens.dk, havde status som »under tvangsopløsning« i CVR, det centrale virksomhedsregister.

Årsagen var efter sigende, at Nyhedsgruppen ikke havde afleveret årsregnskab for 2015 og heller ikke havde søgt om en genoptagelse af selskabet inden for en frist på tre måneder.

»Jeg har haft travlt med andre ting, og dem, jeg har haft ansat til at ordne det (regnskabet, red.), har ikke kunnet finde ud af at lave det til tiden,« sagde Kasper Christensen, ansvarshavende chefredaktør og leder af Dagens.dk, dengang til Finans.

Berlingske har ligesom flere andre medier forsøgt at få en kommentar fra Kasper Christensen, men uden held.