Populært kinesisk TV-show hylder Danmark

Et populært kinesisk TV-show satte fredag fokus på Danmark, hvor blandt andre kronprins Frederik, statsministeren og sangeren Christopher deltog.

Screendump fra det kinesiske tv-program, som blandt andet tog en cykeltur med Kronprins Frederik i København. Fold sammen
Læs mere

Kineserne er vilde med Danmark. I hvert fald hvis man dømmer ud fra, at et af Kinas mest populære underholdningsshows, »Tiantian Ziangshang«, fredag dedikerede et helt TV-show til at sætte fokus på Danmark.

Ifølge tv2.dk gjorde programmet det samme i maj med så stor succes, at man valgte at rejse til vores kongerige, hvor kineserne blandt andre mødte kronprins Frederik, statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og udenrigsminister Martin Lidegaard (R), der berettede om Danmarks fremskridt inden for miljø.

I TV-showets studie var sangeren Christopher inviteret ind for at optræde, mens den tidligere danske badmintonstjerne Peter Gade dystede mod den kinesiske badmintonspiller Bao Chunlai.

Ifølge den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, er det første gang, at TV-showet, der har over 200 millioner seere, har besøgt et europæisk land. Det viser, at Kina stræber efter mange af de danske værdier.

»Danmark fremstår som et sundt land med en god økonomi og et velfungerende system. Det er noget, kineserne også drømmer om at få en dag,« siger Friis Arne Petersen til TV 2.

Du kan se det 15 minutter lange indslag, hvor kineserne blandt andet møder statsminister Helle Thorning-Schmidt og kronprins Frederik lige her.