Populær TV2-vært skifter job igen

Morten Ankerdal. Fold sammen
Læs mere
Foto: LISELOTTE SABROE

Først brød han igennem på tv2, så var han en tur forbi DR1 for så at vende tilbage til igen TV2. Morten Ankerdal har haft adskillige tjanser på TV de senere år. Nu skifter han job igen.

Morten Ankerdal skifter fra vært på »Go' morgen Danmark« for i stedet at blive vært på TV2's nye sportskanal, som har premiere den 9. januar.

Det fortæller han Billed-Bladet:

»Da jeg lavede aftalen med 'Go'morgen Danmark' vidste jeg godt, at TV2 havde en sportskanal i støbeskeen, men tingene var ikke faldet på plads. Da det skete, var det TV2s og mit ønske, at jeg skulle være en del af sportskanalen, hvor jeg får mit eget aktualitetsprogram med ugens mest interessante person,« siger han.

Morten Ankerdal vender også tilbage til den sport, hvor det hele startede. Omkring årtusindeskiftet sad en ung Morten Ankerdal for første gang foran mikrofonen som badmintonkommentator.

Efter flere års fravær bliver han igen TV2s badminton-stemme. Det er noget, der trækker i den populære tv-vært:

»Jeg begyndte i december 2000 som kommentator, så er som at vende hjem til en sportsgren, jeg selv er opflasket med. Jeg har selv dyrket sporten, men har på grund af mine knæ fået besked på at lade vær, men det er svært, når det er noget man holder af. Og kærligheden til spillet er stadig intakt,« siger han til Billed-Bladet.

Udover vært på TV2s nye sportskanal skal Morten Ankerdal også være vært på »TV2014: De største øjeblikke« samt Dronningens 75-års fødselsdag.