Politividne: Svækket LTF er ført videre i strid med forbud

Byretten skal vurdere en episode fra Vestre Fængsel om råb og tatovering i relation til Loyal To Familia.

Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henning Bagger

Siden banden Loyal To Familia (LTF) sidste år blev foreløbigt forbudt af Københavns Politi, er banden ikke gået i sig selv.

Den er svækket efter forbuddet, men den er blevet ført videre, slår en politiassistent fast, da han er indkaldt som vidne i Københavns Byret.

Politividnet arbejder i afdelingen for efterretning og analyse i sektionen i Københavns Politi, som beskæftiger sig med bandemiljøet.

Han er indkaldt torsdag indkaldt som vidne i Københavns Byret for at fortælle om bandemiljøet generelt.

Sagen drejer sig om en ung mand, der ifølge anklageskriftet mod ham forsøgte at holde liv i banden bag fængslets mure, mens han var fængslet.

Den 25-årige er tiltalt for på en gårdtur i Vestre Fængsel at have råbt »LTF Forever - Forever LTF«, som ifølge tiltalen er en parole, der bruges af banden.

Derudover skal han have nægtet at dække en tatovering af et LTF-symbol til, da han blev bedt om det i fængslet.

Da senioranklager Andreas Christensen spørger politividnet, om det er politiets vurdering, at LTF generelt stadig består, lyder svaret:

»Ja.«

Da anklageren efterfølgende spørger, om det er politiets vurdering, at LTF er blevet videreført i strid med forbuddet, er svaret det samme.

Dog påpeger vidnet, at der er ændringer i den måde, banden fremstår på. Der bliver ikke i samme grad brugt symboler, og ledelsen opfattes som svækket.

Ved retsmødets begyndelse lægger anklagemyndigheden ud med at henvende sig til domsmandsretten.

Andreas Christensen påpeger, at der efter det foreløbige LTF-forbud er foretaget ændringer i straffeloven - ændringer, som han gør brug af.

»De her bestemmelser, som jeg har læst op, er meget nye, og derved har de kun været brugt måske en eller to gange i praksis.«

»I kommer til at være nogle af de første, der skal bruge de her bestemmelser,« siger han.

Ændringen i straffelovens paragraf 132a stykke 1 indebærer, at man kan blive straffet for at videreføre en forening, efter at den er blevet opløst eller foreløbigt forbudt.

»Man må ikke gå rundt med en trøje med navnet eller et logo for en forening, der er blevet forbudt,« siger Andreas Christensen.

»Forbuddet gælder som sagt i det offentlige rum, men også i alle kriminalforsorgens områder altså også i fængslet,« lyder det videre.

Politiets forbud mod LTF bliver sideløbende vurderet i en omfattende sag ved de danske domstole. Spørgsmålet er, om forbuddet stemmer overens med grundloven, og hvorvidt LTF kan betegnes som en forening.

/ritzau/