Politiske overfald og trusler i Danmark

En række danske politikere er blevet overfaldet eller truet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

6. februar 2010: Kim Møller, redaktør på den højreorienterede blog Uriasposten, bliver overfaldet af en gruppe mennesker. Overfaldet sker, da Kim Møller er i Århus for at overvære en antifascistisk demonstration.

1. januar 2010: Muhammed-tegneren Kurt Westergaard overfaldes i sit hjem i Viby ved Århus. En somalisk mand trænger ind i hjemmet med en økse. Kurt Westergaard når at forskanse sig i sit sikrede badeværelse.

Oktober 2006: Politiker og integrationskonsulent Manu Sareen (R) bliver opsøgt af to velklædte unge mænd, der forklarer, at han vil blive slået ihjel, hvis han fortsætter med at hjælpe indvandrerkvinder. Manu Sareen siger efterfølgende sin stilling som integrationsmedarbejder op.

Marts 2006: Naser Khader får endnu en dødstrussel, da Akmed Akkari på skjult kamera siger, at hvis Naser Khader bliver minister, bør han og hans ministerium sprænges i luften. Naser Khader har modtaget mange trusler både før og efter, og lever i dag med livvagter.

2005: SF'eren Kamal Qureshi modtager et pulverbrev med teksten "Død over muslimer". Brevet er underskrevet Dødspatruljen.

8. juni 2005: Rikke Hvilshøj (V), daværende integrationsminister, udsættes for et brandattentat. Gerningsmænd sætter ild til ministerens bil, og både bil og carport brænder ned. Rikke Hvilshøj og hendes familie slipper uskadte.

2004: Enhedslistens Pernille Rosenkrantz ­Theil bliver i et telefonopkald truet på livet. Gerningsmændene, to mænd, får tre og fem måneders fængsel for telefonopkaldene.

2003: Nogle personer bryder ind i en aflåst opgang i Århus, hvor Morten Homann (SF) bor, og tegner nazistiske dødstrusler til politikeren. Blandt andet bliver der på Hormanns entrédør skrevet "You are next" (du er den næste). Ved siden af skriften bliver der tegnet et hagekors.

18. marts 2003: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller får hældt rød maling over sig af aktivister fra Globale Rødder. Det sker, efter de to har orienteret Udenrigspolitisk Nævn og Danmarks deltagelse i Irakkrigen.

11. december 2002: Næstveds borgmester, Henning Jensen (S), og hans kone vågner på førstesalen i deres hjem, da et kraftigt kanonslag smides ind i husets entre. Kanonslaget river hoveddøren af sine hængsler og giver en kraftig eksplosion. I postkassen finder man et brev med patroner ledsaget af ordene "Når du er uretfærdig, er vi ligeså".

9. november 2002: Pia Kjærsgaard (DF) føler sig truet af en kvinde på Holbergsgade i København og trækker en peberspray. Senere idømmes partilederen en bøde på 3.000 kroner for ulovlig våbenbesiddelse.

21. januar 2002: Daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen får et æg i hovedet, da han er på besøg i Kirkens Korshærs varmestue i Stengade på Nørrebro.

20. november 2001: Farums daværende borgmester Peter Brixtofte (V) overraskes på kommunalvalgaftenen i Farum. En aktivist sprøjter ketchup på Peter Brixtofte.

10. juni 2001: Da partileder Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti deltager i det danske årsmøde i Flensborg, angriber 20 unge fra Antifascistisk Aktion stedet. Pia Kjærsgaard forlader stedet under politibeskyttelse.

9. august 2000: En venstreradikal gruppe der kalder sig Homoer i Aktion, sætter ild til Udlændingestyrelsens direktørs bil, der holder parkeret ved hendes hjem i Vallensbæk. Attentatet sker i protest mod udvisningen af en homoseksuel iransk mand. Siden dømmes fire personer for attentatet.

24. marts 1998: Pia Kjærsgaard (DF) angribes i Griffenfeldsgade på Nørrebro. Hun søger tilflugt i en bank. Københavns Politi sætter en større styrke ind og ledsager partilederen væk fra området.

1998: Den tidligere amtsborgmester i Ribe, Laurits Tørnæs (V), og hans kone bliver udsat for et attentat. Ukendte gerningsmænd knuser en rude til amtsborgmesters hjem, hælder brandbart væske ind i huset og smider en brandbombe ind i stuen. Samme nat bliver også et andet medlem af Ribe Amtsråd udsat for et brandattentat.

16. marts 1992: Den 29-årige anti-racist, Henrik Christensen, fra organisationen Internationale Socialister i København, bliver dræbt, da en bombe rasserer organisationens kontor i Søllerødgade i København. Sagen er aldrig blevet opklaret, men politiet har siden arbejdet ud fra en teori om, at der enten var tale om et højreekstremistisk attentat, eller at han måske selv rodede med sprængstoffer.
1. maj 1989: 25 betjente i kampuniformer må beskytte Mogens Glistrup og Fremskridtspartiets arrangement i Fælledparken. Omkring 200 demonstranter truer Glistrup og kaster blandt andet flasker imod ham.