Politiske grupper i råbekamp under Eurovision

Med Eurovision som baggrundsmusik demonstrer Danmarks Nationale Front mod moskébyggeri. Omvendt demonstrerer netværket Racismefri By mod det, der kaldes den første nazistiske demonstration i det centrale København siden Anden Verdenskrig.

Weekenden byder på både demonstration fra den yderste højrefløj og moddemonstration i København. Arkivfoto fra anti-nazistisk demonstration. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Nissen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Eurovision bliver langt fra det eneste, der brager i København denne uge.

Også de politiske spændinger bliver højlydte, i og med kræfter fra den yderste højrefløj demonstrerer i hovedstaden lørdag, hvilket udløser en større moddemonstration.

Fra højrefløjen protesterer Danmarks Nationale Front på Christiansborg Slotsplads kl. 15-17 mod moskéer i Danmark i almindelighed og den kommende moské på Rovsingsgade i København i særdeleshed. Der deltager desuden sympatisører fra Sverige og Tyskland.

På venstrefløjen lyder opråbet i forskellige variationer, at »organiserede nazister for første gang siden Anden Verdenskrig gennemfører en offentligt annonceret demonstration i det centrale København.«

Netværket Racismefri By reagerer med en protest, som begynder på Halmtorvet kl. 12.00 og slutter på Axel Torv kl. 13.30.

»Vi vil lave en stor mangfoldig demonstration for at vise, at København er et sted, hvor der skal være plads til alle. Og nazisternes had til muslimer, synes vi ikke, skal være velkomment i byen,« siger Christine Bergen, som taler på vegne af Racismefri By.

Hun er 23 år og læser til pædagog.

Hos Danmarks Nationale Front bryder man sig mildest talt ikke om at blive betegnet som nazister, men Christine Bergen insisterer og hævder bl.a., at medlemmer af bevægelsen har heilet offentligt. At deres aktiviteter ofte indebærer vold. Og at lørdagens demonstration er tegn på højreradikal medvind og øget selvsikkerhed.

Christine Bergen forklarer, at omkring 800 personer på Facebook har tilmeldt sig moddemonstrationen.

Folk lader sig rive med

Men hos Danmarks Nationale Front ryster man på hovedet over moddemonstrationen.

»Vi kan ikke tage det seriøst. De folk taler hele tiden om, at der skal være plads til alle, men der er åbenbart ikke plads til os,« siger Mark Front, et af bevægelsens fire ledende medlemmer.

Han vurderer, at Danmarks Nationale Front kommer til at stille med omkring 100 mand.

»Vi kommer til at udføre vores demonstration yderst fredeligt. Men det skal ikke være nogen hemmelighed, at hvis politiet ikke er i stand til at tage sig af deres opgave, så har vi folk, som kan finde ud af at sætte en dæmper på forskellige ting,« tilføjer Mark Front.

Det lyder som om, at I er klar på slagsmål, hvis det kommer dertil?

»Jeg vil sige det på den måde, at vi forsvarer vores fædreland. Og så er den ikke længere.«

Mark Front er 25 år. Han har en faglig uddannelse og har lederstilling, som han ønsker at komme nærmere ind på. Han afviser, at Danmarks Nationale Front er nazister. Det er med hans ord en »højreorienteret bevægelse,« hvor alle nationalister kan være med

Hos Racismefri By hævder man, at I har heilet under demonstrationer. Er det rigtigt?

»Jeg vil sige det på denne måde: Det er sket nogle gange. Men det er simpelthen fordi, at vi i Danmarks Nationale Front har plads til alle nationalister. Vi anbefaler, at ingen heiler under vores demonstration på lørdag. Men når det er sagt, så har vi folk, som kan lade sig rive med at situationen.«

Under Danmarks Nationale Fronts demonstration på Christiansborgs Slotsplads vil der lørdag blive holdt taler og sunget fædrelandskærlige sange.

At det falder sammen Eurovision, hvor verdens opmærksomhed er rettet mod København, er ifølge Mark Front en tilfældighed.