Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Det er ikke gratis at ID-kontrollere de mange tusinde pendlere og rejsende, der hver dag krydser Øresund med toget.
Fra 4. januar vil 34 Securitas-vagter dagligt stå klar ved lige så mange nyligt opsatte kontrolposter i Københavns Lufthavn for at holde øje med, at alle passagerer på vej til Sverige er i besiddelse af ikke yderligere specificeret billedlegitimation.
Dertil kommer DSBs eget personale, som bliver udstationeret på lufthavnsperronerne, og ikke mindst det forventede tab af billetindtægter.
Alt i alt, vurderer DSB, løber regningen for den første måneds ID-kontrol op i omkring 30 mio. kr.
Ni mio. kr. til etablering af kontrolposter og drift og løn til vagterne den første måned; 21 mio. kroner i tabte billetindtægter på grund af gener og forlænget rejsetid. Det forventede tab på billetsalget er baseret på DSBs tidligere erfaringer med længerevarende afbrydelser i togdriften andre steder i landet.
Skånetrafiken har indvilget i at dele regningen på de ni mio. kr. med DSB under forudsætning af, at det danske selskab ikke hæver billetprisen på rejser over Øresund den første måned. Det kan dog ændre sig efter 3. februar.
»Vi vil ikke afvise, at vi på et senere tidspunkt vil indføre et gebyr over for passagererne, hvis det her fortsætter,« siger Tony Bispeskov, trafikinformationschef i DSB, med henvisning til, at den svenske lov giver mulighed for at opretholde ID-kontrollen i op til seks måneder.
Men løsningen med at lægge et kontrolgebyr oven i billetprisen er »uacceptabelt«, lyder det fra Socialdemokraterne, som opfordrer regeringen til »at vågne op«.
»Så omfangsrig en ID-kontrol, som svenskerne lægger op til, det må være en myndighedsopgave mere end en transportøropgave. Og jeg så jo gerne, at det var den svenske stat, der afholdt de her udgifter, når nu det er dem, der har et ønske om kontrol,« siger trafikordfører Rasmus Prehn.
Samme takter lyder fra Liberal Alliances transportordfører, Villum Christensen, som mener, det er urimeligt at lade rederier, tog- og busselskaberne stå med regningen.
»De direkte omkostninger må være en samfundsopgave,« siger han.
Ingen ministerhjælp til DSB
Og i Dansk Folkeparti tager transport- ordfører Kim Christiansen afstand fra DSBs udmelding om muligheden for billetgebyr:
»Selvfølgelig skal pendlerne ikke belastes med ekstraudgifter, fordi man laver sådan en kontrol. Vores holdning er, at det her bør enten DSB eller staten håndtere.«
Transportminister Hans Christian Schmidt (V) afviser imidlertid at hjælpe DSB og de øvrige danske transportfirmaer økonomisk i forbindelse med ID-kontrollen.
»Der er ingen tvivl om, at det her vil koste på bundlinjen for både færger, busser og tog. Og det er desværre sådan, at staten ikke bare kan gå ind og dække sådan et tab,« siger Hans Christian Schmidt, som håber, at ID-kontrollen ved den svenske grænse bliver kortvarig.
Hvad angår DSB, siger han, må togselskabet finde pengene i budgettet.
»Hvis man har 600-700 mio. kroner i overskud, som de (DSB, red.) havde i år, så synes jeg godt, man kan finde dem. Det er da aldrig rart, og det er heller aldrig rimeligt og retfærdigt. Men det er der af og til ting, der ikke er, når der sker noget uforudsigeligt. Og det samme gælder det driftstab, man måtte have,« siger transportministeren, der lige som transportordførerne ikke er meget for DSBs varslede prisstigninger.
»Jeg vil også opfordre DSB til ikke at pålægge passagererne et gebyr,« siger Hans Christian Schmidt.
Vil du skride ind, hvis de alligevel gør det?
»Sådan noget diskuterer jeg aldrig. Jeg siger bare, at det er det, jeg vil opfordre til.«