Politimand otte måneder i fængsel for sex med prostitueret

En politimand er blevet idømt otte måneders fængsel for at misbrugt sin stilling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En 55-årig politimand fra Midt- og Vestjyllands Politi er blevet idømt otte måneders fængsel for at have misbrugt sin stilling til flere gange at have tvunget sig til sex med en prostitueret uden at betale for ydelserne, skriver bt.dk.

Det har en domsmandsret ved Retten i Viborg afgjort onsdag eftermiddag. Af det tre sider lange anklageskrift fremgår det, at politimanden var tiltalt for i alt fem tilfælde af voldtægt og misbrug af sin stilling. Dommerne frifandt dog politimanden for voldtægt, men han blev dømt for at have misbrugt sin stilling til at få sex med kvinden i to tilfælde.

Af dommen fremgår det, at de tre dommere ikke var enige om, i hvilket omfang politimanden skulle dømmes. En dommer mente nemlig, at politimanden helt skulle frifindes, men flertallet bestemte.

Oveni de otte måneders fængsel skal betjenten betale sagens omkostninger, ligesom han skal af med 40.000 kroner i erstatning til den forurettede kvinde.

»Jeg må indrømme, at jeg er overrasket over dommen. Jeg havde forventet en pure frifindelse, eftersom sagen stod påstand mod påstand uden nogen form for objektive beviser, og min klient har afgivet en troværdig og sammenhængende forklaring. At min klient så trods alt er frifundet for voldtægt, er kun en ringe trøst,« siger forsvarer Mette Grith Stage.

Sagen begyndte sidste år, da den forurettede kvinde kontaktede en medarbejder i et rådgivningstilbud for udenlandske prostituerede og fortalte, at den 55-årige politimand ved flere lejligheder havde tvunget sig til sex med hende uden at betale.

Overgrebene skal angiveligt have fundet sted på de bordeller i Skive-området, hvor den forurettede arbejdede.

Via Rigspolitiets Nationale Udlændingecenter endte sagen hos Den Uafhængige Politiklagemyndighed, hvor efterforskere afhørte kvinden flere gange. 27. februar skred politiet til anholdelse af politiassistenten, som kvinden havde udpeget.

Han er efterfølgende blevet løsladt, men er suspenderet fra sit job i politiet. Siden sagens begyndelse har han nægtet sig skyldig. Det fastholder han og vil derfor anke byretsdommen.

»For min klients vedkommende er han fuldstændig slået ud over dommen, der kommer som et kæmpe chok for ham. Dommen vil straks blive anket til landsretten med påstand om frifindelse,« siger Mette Grith Stage.