Politimand anholdt som pyroman

En betjent fra Silkeborg Politi er blevet anholdt som pyromanen bag en række påsatte brande.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På omkring to måneder har bydelen Balle i Silkeborg været ramt af ti påsatte brande mod både beboelser og garager. Nu kan borgerne muligvis ånde lettet op, for den formodede gerningsmand er anholdt.

Den mistænkte er politimand i Silkeborg Politi, oplyser Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydøstjyllands Politi, Peter Brøndt Jørgensen.

- Han er sigtet for flere af de ildspåsættelser, der har været i Silkeborg gennem den seneste tid, herunder på hans egen ejendom, siger statsadvokaten til Ritzau.

Så sent som mandag aften var de bekymrede borgere i Balle indkaldt til borgermøde i Balle Kirkeby Forsamlingshus for at diskutere ildspåsættelserne og få gode råd af politiet.

Det afskrækkede dog ikke brandstifteren. Umiddelbart efter borgermødet satte vedkommende ild til en affaldstønde, der var stillet op ad en carport af træ, skriver Midtjyllands Avis.

På borgermødet erkendte lederen af politistationen i Silkeborg, vicepolitiinspektør Kjell Svenningsen, at brandstifteren gav politiet grå hår i hovedet.

- I mine 30 år i politiet har jeg ikke oplevet noget lignende. Gerningsmanden har en meget atypisk adfærd, og det er usædvanligt, at vi ikke har fået nogen henvendelser fra borgere, som har set noget mistænkeligt inden brandene, sagde han ifølge Midtjyllands Avis.

- Derfor tror jeg, at vedkommende er kendt og har sin gang i området, fortsatte han.

Politiassistenten, der nægter sig skyldig, fremstilles onsdag i grundlovsforhør i Viborg.

/ritzau/