Politikreds forlænger forbud mod demonstrationer: Der er en alvorlig trussel mod Rasmus Paludan

Københavns Vestegns Politi har valgt at forlænge forbud mod, at Stram Kurs må afholde demonstrationer. Forbuddet gælder nu et døgn længere frem.

Røg og politi i gaden i Albertslund, mandag den 15. april 2019. Rasmus Paludan og Stram Kurs har forbud mod at demonstrere i Københavns Vestegns Politikreds frem til lørdag d. 20 april kl. 08.  (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Rasmus Paludan og Stram Kurs har gennem den seneste uge fået aflyst flere demonstrationer, og aflysningerne ser ud til at fortsætte.

Oprindeligt skulle Stram Kurs nemlig have afholdt en ny demonstration fredag, men det kommer ikke til at ske. Københavns Vestegns Politi har netop offentliggjort, at man har valgt at forlænge forbuddet med endnu et døgn. Forbuddet gælder således nu frem til lørdag den 20. april klokken 08.

Stram Kurs skulle ellers have afholdt en demonstration i dag kl. 11, og den var anmeldt til at finde sted i enten Værebro eller Bagsværd.

Det forlængede forbud skyldes, at Københavns Vestegns Politi har vurderet, at »situationen ikke har forbedret sig«, som det står i pressemeddelelsen.

Politiets vurdering er blandt andet baseret på lokale underretninger og oplysninger om »situationsbilledet«, fremgår det.

»Vi følger udviklingen tæt og nøje og har vurderet demonstrationen i forhold til et samlet lokalt situationsbillede. Vi vurderer desværre, at en ny Stram Kurs-demonstration i den nuværende situation og med det aktuelle trusselsniveau fortsat kan bringe den offentlige fred og Rasmus Paludans sikkerhed i fare. Derfor har vi følt os nødsaget til at forbyde demonstrationen«, siger politiinspektør Mogens Lauridsen, Københavns Vestegns Politi ifølge pressemeddelelsen.

Situationen er uændret

Da Berlingske spørger, hvad det konkret er for nogle informationer, der danner baggrund for den nye vurdering af situationen i Københavns Vestegns Politikreds, svarer Mogens Lauridsen:

»Vores informationer tager udgangspunkt i tre ting. Først det som vi selv konstaterer i forhold til lovovertrædelser. I nat har der eksempelvis været en række ildspåsættelser i Værebro. Dernæst de oplysninger, som vi modtager fra lokale kilder i miljøet, og så de oplysninger, som vi modtager fra Rigspolitiet,« siger Mogens Lauridsen.

Politiinspektøren forklarer, at politiet ud fra de nye informationer ikke ser en bedring af situationen, og at man derfor vurderede fredag morgen, at demonstrationen ikke kunne finde sted.

»Vores vurdering er, at der er en alvorlig trussel mod de demonstrationer, som Rasmus Paludan arrangerer, og at der er en alvorlig trussel mod ham selv. Der er en risiko for, at han kan blive ramt, de som deltager kan blive ramt, og udenforstående kan blive ramt. Derfor har vi sagt, at demonstrationen kan bringe den offentlige fred i fare,« siger Mogens Lauridsen.

Uro ugen igennem

Uroen startede søndag eftermiddag, da flere blev provokeret af Rasmus Paludans optræden på Blågårds Plads på Nørrebro i København. Blandt andet kastede han med en koran.

Herefter antændte nabolaget, og det endte i kampe mellem ballademagere og politiet.

Mandag rykkede balladen så til Albertslund, hvor Paludan skulle have holdt en demonstration. Her blev der kastet med sten og affyret fyrværkeri mod politiet. Tirsdag havde man lignende tilstande i Lyngby.

Balladen har ført til, at også Københavns Politi har indført et demonstrationsforbud. Det løber til efter påske.