Politikere: Universiteter skal selv sikre små uddannelser

Blå bloks forskningsordførere og videnskabsministeren opfordrer i fællesskab Københavns Universitet til at sikre en række lukningstruede småfag.

Ifølge forskningsordfører for Dansk Folkeparti (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl, er debatindlægget »en markering af«, at KU »selv har et ansvar for nogle af de her fag«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Steen Brogaard / www.ft.dk

Københavns Universitet (KU) har selv et ansvar for at sikre, at en række små sprogfag som eskimologi, hebraisk og tibetansk ikke bliver lukket.

Så klar er meldingen fra videnskabsministeren og forskningsordførerne i blå blok, efter at KU som omtalt for nylig i Berlingske har meddelt, at det på grund af besparelser kan blive nødvendigt enten at dreje nøglen om til eller skære i 13 småfag på humaniora.

KU begrunder blandt andet besparelserne med, at humaniora de kommende år skal spare 120 millioner kroner og i 2018 vil have et budget, der er 20 procent mindre end i dag. Efter 2019 vil humaniora være dimensioneret til 1.700 studerende i stedet for 2.300 som i dag, hvilket betyder langt færre studieindtægter.

Et fag som eskimologi vil efter 2018 være dimensioneret til ni studerende, men da frafaldsprocenten er 60, vil der reelt kun være fire studerende. Hvilket ifølge KU hverken er økonomisk eller fagligt bæredygtigt.

Meldingen fra ordførerne og ministeren kommer i et debatindlæg i dagens Berlingske. De beklager blandt andet, at dekanen på humaniora, Ulf Hedetoft, i Politiken har forklaret, at et fag som klassisk græsk »udelukkende er på listen ud fra statistiske faktorer og ud fra, hvilken uddannelser der økonomisk er mindst bæredygtige«.

»Det er deres opgave at løse det«

Ifølge forskningsordfører for Dansk Folkeparti (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl, er debatindlægget »en markering af«, at KU »selv har et ansvar for nogle af de her fag«.

»Det er fag, som vi ikke kan give køb på,« siger han og understreger, at seks af de 13 småfag derfor får en årlig ekstra bevilling på 1,25 millioner kroner i forbindelse med finansloven ud over de gængse bevillinger.

»Nogle af de her uddannelser findes flere steder i Danmark. Universiteterne har en forpligtelse til at se på, hvordan de prioriterer dem. Jeg vil langt heller have, de selv løser udfordringerne, end at vi skal lave regler for dem,« siger han.

Jens Henrik Thulesen Dahl afviser, at besparelser på finansloven og omprioriteringsbidrag kan tvinge KU til at lukke småfag.

»Jeg siger ikke, at det ikke er en udfordring, og at det kan være svært at få tingene til at hænge sammen. Men det er deres opgave at løse det,« mener Jens Henrik Thulesen Dahl.

Som det hedder i debatindlægget, så er »der mange håndtag at dreje på, og det er fortsat universiteternes opgave og ansvar at udbyde de uddannelser, som samfundet har brug for«.

Ulf Hedetoft undrer sig over meldingen fra politikerne.

»Hvis de mener, at vi skal sikre alle fagene, så må de give os en bevilling, der er stor nok til, at de kan løbe rundt,« siger han:

»Vi gør ikke det her for sjov. Vi har opretholdt nogle af fagene i mange, mange år, men vi kan ikke blive ved, når vi ikke har midlerne.«

Der er ud over de 13 småfag yderligere 11 mindre fag på humaniora. Ifølge Ulf Hedetoft kan KU »formentlig godt leve op til at have udbud på de fleste af fagene«. Men der er, som han siger, »under ingen omstændigheder« råd til at udbyde alle 24 fag på såvel bachelor- som kandidatniveau.

»Det har vi bare ikke råd til,« siger dekanen og forklarer, at KU lige nu er i gang med at undersøge, hvordan og hvilket omfang de 13 småfag kan sikres for fremtiden.