Politikere tager på ferietur til Caribien

17 politikere fra Folketingets Kulturudvalg rejser til Vestindien i ni dage.

Programmet for politikerne slutter kl. 14.00 hver dag. Fold sammen
Læs mere
Foto: Judith Betak

Mens finanskrisen kradser hos danskerne, har 17 politikere på Christiansborg planlagt at brænde 450.000 skattekroner af på en luksustur til Caribien. Det skriver Ekstra Bladet.

Pia Kjærsgaard, Malou Aamund og et rekordstort antal politikere fra Kulturudvalget drager 28. februar på en ni dage lang rejse til Vestindien. Rejsen er spækket med luksus, viser det seneste udkast til programmet, som Ekstra Bladet er i besiddelse af.

Politikerne bliver fragtet rundt med vandflyver mellem de tidligere danske øer St. Thomas og St. Croix, hvor de skal se på kunst og gammel dansk kulturarv, som måske skal støttes med skattekroner.

Selv om der kun er tre uger til rejsen, kan Folketinget ikke oplyse det endelige budget.

- Men det bliver i omegnen af 450.000 kroner, fortæller udvalgssekretær Finn Skriver Frandsen, som arrangerer turen for politikerne.

Kulturpolitikerne skal dog ikke kun pakke badetøjet, men også finde deres storby-dress frem - turen indledes nemlig med et herligt lille stop på to dage i New York.

I 'The Big Apple' skal politikerne se på kunst og høre om kultur-turisme. Der bliver dog også rigelig tid til at shoppe eller nyde luksushotellet - hver dag er sidste punkt i programmet nemlig lagt klokken 14.
Fra New York går turen mod Caribiens varme himmelstrøg.

17 politikere og to embedsmænd med på turen - det er rekord i Kulturudvalget. Det viser en gennemgang af kulturudvalgets rejser, som Ekstra Bladet har foretaget.