Politiker sad på Fiji og besluttede sig for et ekstra sabbatår: »Det valg er det bedste, jeg har truffet for mig selv«

Om du er 21 eller 23 år, når du begynder at studere, er ikke afgørende. Bare du kommer i gang, lyder det fra ungt folketingsmedlem.

27-årige Jacob Mark sidder i Folketinget for SF. Han har en bachelor fra RUC.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Jacob Mark, 27 år og medlem af Folketinget for SF. Er student fra Køge Gymnasium og har en bachelor i journalistik og politik fra RUC.

Du ville hurtigt i gang med at læse?

»Ja, jeg tog direkte fra folkeskolen i gymnasiet. Jeg ville først kun tage et sabbatår. Jeg havde mange kvaler med at tage to. Men jeg endte med at gøre det alligevel efter gode råd fra folk, der var mere modne end mig.«

Hvorfor?

»Fordi jeg tænkte, at jeg ikke ville være bagud i forhold til de andre. Jeg var i forvejen noget ældre end mine klassekammerater, fordi jeg havde gået et år om i skolen, og så tænkte jeg, at det ikke duede med efterskole, selvom jeg havde meget lyst. De tidspunkter, jeg har truffet de bedste valg for mig selv, det er, når jeg ikke har for travlt, og hvor jeg har tilladt mig selv at stoppe op.«

Men du endte med to sabbatår?

»Jeg ville tage et sabbatår og så søge ind på statskundskab på Københavns Universitet (KU). Jeg var også blevet optaget. Men nede på en ø ved Fiji på en sabbatrejse, som jeg havde sparet op til, gik det op for mig, at det her vil jeg bare ikke. Jeg vil bare gerne arbejde, komme ud på en skole, tænke mig om i forhold til, hvad jeg ville. Det valg er det bedste, jeg har truffet for mig selv.«

Hellere tage et år til end komme for tidligt i gang?

»En af de få ting, jeg i dag fortryder på min vej, det er, at jeg ikke tog på efterskole. Jeg kan se, hvor fedt og sjovt mine venner har haft det med at være på efterskole. Men det var jo, fordi jeg havde åh så travlt.«

Så dit gode råd er?

»Tag den med ro og vid, at det nok skal gå. Man skal selvfølgelig være klar til at kunne hanke op i sig selv, når det kræves. Men man skal vide, at bare fordi man tager lidt ekstra tid, går verden ikke under. Efter de to år startede jeg på en bachelor på RUC i politik og journalistik. Så blev jeg valgt ind i Folketinget, men fik gjort min bachelor færdig samtidig. Der står min uddannelse nu. Meningen var, at jeg gerne ville være journalist, men det der med praktik duede ikke, efter jeg var blevet valgt ind.«

Så om man er 21 eller 23 år, når man går i gang?

»Det er ikke det afgørende.«