Politiker dømt for au pair-pige

Konservativt byrådsmedlem fra Hørsholm havde rumænsk pige ansat ulovligt i 10 måneder.

En lokalpolitiker fra Hørsholm blev tirsdag dømt for ulovligt at have en au pair-pige ansat i sit hjem. Østre Landsret fastsatte bøden til 25.000 kroner, fordi der var formildende omstændigheder.

Den konservative Camilla Kann Fjeldsøe havde nægtet sig skyldig, men først retten i Hørsholm og nu landsretten mente, at hun i hvert fald uagtsomt overtrådte udlændingeloven, da en rumænsk pige arbejdede for hende i 10 måneder.

Sagen blev rejst, da politikeren til en ugeavis under valgkampen i 2005 fortalte om arrangementet. Problemet var, at Camilla Kann Fjeldsøe ikke sikrede sig, at pigen havde arbejdstilladelse, og desuden blev loven overtrådt, fordi pigen blev delt mellem to familier.

/ritzau/