Politik er stadig en herresport

Siden kvinderne fik stemmeret, har Danmark været førende, når det gjaldt kvinders adgang til magten. Men i de sidste årtier er magtligestillingen gået totalt i stå, og vi er raslet ned på de internationale ranglister.

Med ligestillingsbrillerne på ser det umiddelbart rigtig godt ud, når man lader et blik falde ned over magten i Danmark anno 2015 – 100 år efter at kvinderne fik stemmeret.

Statsministeren er kvinde. Et rekordstort antal partiledere er kvinder. Kvinder sidder på formandsstolen i flere af Folketingets tungeste udvalg som Finansudvalget og Udenrigspolitisk Nævn. Og i regeringens magtfulde koordinationsudvalg er der med tre kvinder ud af syv medlemmer næsten reel ligestilling.

Så Danmark kan vel pudse glorien på 100-årsdagen og sole sig i vores globale ry som ligestillingens foregangsland?

Nej, det umiddelbart nydelige indtryk snyder, siger forskere. Sandheden er, at den politiske ligestilling efter en langsom, kontinuerlig forbedring op gennem 1900-tallet gik i stå ved udgangen af 1980erne og har stået bomstille siden. På centrale områder i kommunal- og landspolitik går det endda med foruroligende store skridt tilbage. F.eks. er andelen af valgte kvinder ved de sidste 30 års kommunalvalg stagneret lige omkring de 30 pct. Antallet af kvindelige borgmestre faldt drastisk fra 16,5 pct. til 12 pct. ved seneste kommunalvalg, og ved det snarlige folketingsvalg er andelen af kvindelige kandidater 31,9 pct., 1,3 procentpoint lavere end i 2011.

Dertil kommer, at Danmark på flere centrale samfundsområder er forblevet et ligestillingsmæssigt ørkenland. Magteliten – topembedsværket, professoraterne og den øverste dommerstand – er domineret af mænd. I 2011 var blot ni pct. af landets kommunaldirektører, 16 pct. af landets departementschefer og hver fjerde højesteretsdommer kvinder.

Alt i alt betyder det, at Danmark fra at have været blandt duksene med en placering som nummer tre på kvinderepræsentationens verdensrangliste i dag kun kan fremvise en 16. plads, langt efter lande som Rwanda og Cuba og de andre nordiske lande.

Danmark er, siger forskere på området, blevet et »glasloftland«. Forstået på den måde, at kvinderne rammer hovedet mod en række usynlige, strukturelle barrierer på vej mod magtens topcirkler. En af barriererne skal paradoksalt nok findes i vores tidlige succes på ligestillingsområdet, mener Drude Dahlerup, professor i statskundskab ved Stockholms Universitet, der i årtier har forsket i kvinders politiske repræsentation. Hun peger på, at det helt store kvantespring i kvindernes politiske medbestemmelse skete i 1970erne og 1980erne, men siden synes ambitionerne at være aftaget mærkbart:

»Der gik 50 år, før andelen af kvinder i Folketinget røg over 10 pct. I løbet af få år, i 1984, kom vi over 25 pct. Den næste magiske tærskel er så 40 pct., men den har vi i modsætning til Sverige, Finland og Island aldrig nået,« siger hun.

Det er ikke, mener forskerne, fordi nogen har noget imod kvinder i politik eller mod magtmæssig ligestilling. I så fald siger modstanderne det sjældent højt. Men vi – dvs. partierne og vælgerne – er i modsætning til dukselandet Sverige holdt op med at arbejde ambitiøst frem mod den totale magtligestilling. Fordi det gik fremad med så enorme syvmileskridt i 1970erne og 1980erne, opstod den opfattelse – en »diskurs« i forskersprog – at ligestilling kommer af sig selv:

»Vi har grund til at være stolte af meget, men vi hviler på laurbærrene i den opfattelse, at ligestillingen er opnået, og hvis der mangler noget, så kommer det af sig selv med tiden. I Sverige har man snarere den diskurs, at »vi har langt igen, vi er ikke tilfredse«, blandt andet fordi der med tiden også kommer nye barrierer og problemer til,« siger Drude Dahlerup, der af nye trusler mod ligestillingen f.eks. henviser til den sexistiske chikane på sociale medier, der omtales andetsteds i dette tillæg.

Kommunalforsker og professor ved SDU, Ulrik Kjær, er enig i, at Danmark er gjort doven af den tidlige succes. I hvert fald har han via forskning i de seneste mange kommunalvalg kunnet identificere et ret præcist »mætningspunkt«:

»Forestillingen om, at ligestilling nok skulle indtræffe stille og roligt, holdt stik indtil for cirka 25 år siden, hvor det gik i stå. For kommunalpolitikkens vedkommende kan vi fastlægge dette mætningspunkt på cirka 30 pct. kvinder. Det er som om, vælgerne og partiforeningerne på det tidspunkt satte flueben ved ligestillingen. Så var det ordnet. I dag sker der det mærkelige, at hvis kvinder forsøger at italesætte det 20 procentpoint store efterslæb eller påtaler sexistisk opførsel, så bliver de mødt med suk og himmelvendte øjne. Vi gider dybest set ikke snakke om ligestilling mere, fordi den almene opfattelse er, at problemet er løst,« siger Ulrik Kjær.

Hvis ambitionen er en mand-kvinde-fordeling på 50-50 pct. i kommunalpolitik, er der imidlertid langt igen. Kvindeandelen i Folketinget er ca. 39 pct., men kun 727 ud af 2444 kommunalbestyrelsesmedlemmer – knap 30 pct. – er kvinder, hvilket er en lavere andel end i kommunalvalget 2009.

Det bliver kun bedre, hvis partierne gør en større indsats for at opstille flere kvinder – og det på prominente listepladser og i sikre kredse, siger begge forskere:

»Mit teoretiske udgangspunkt er, at det er de politiske partier, der er ledvogterne. Vælgerne kan hjælpe flere kvinder til valg, men partierne vogter døren til stemmelisten, så det starter der. Partierne skal være mere inkluderende og have høje ambitioner på kvindernes vegne,« siger Drude Dahlerup, der dog mener at kunne se et stigende pres og opmærksomhed blandt kvinder på den uheldige udvikling.

Ulrik Kjær er enig i partiernes store interne ansvar, men placerer også et ansvar hos vælgerne:

»I det kommunale valgsystem er det primært de personlige stemmer, der er afgørende. Problemet ville være løst, hvis folk stemte bevidst på kvinder, men det gør de så netop ikke. End ikke kvinder stemmer bevidst på kvinder mere. Det viser, at »mætningspunktet« også er nået blandt vælgerne. Så der skal to tiltag til: Partierne skal finde nogle flere kvinder at opstille – og vælgerne skal i højere grad stemme i højere grad på dem.«