Politihund snuser sig frem til én million narkokroner

Ved en ransagning hos fire mænd fandt en politihund fra Københavns Politi én million hashlugtende kroner. Alle fire er varetægtsfængslet.

Narkohundens gode næse var millioner værd. Fold sammen
Læs mere
Foto: MOGENS FLINDT

Man skal ikke slå sig til tåls med at beslaglægge 28 kilo hash, når man også kan få en million kroner med oven i hatten.

Det må Københavns Politi næsten have tænkt, da det ransagede bopælene hos fire anholdte mænd, der angiveligt er indblandet i hashhandel på Christiania.

Hos én af mændene snuste en politihund sig frem til en decideret skat på én million kroner, som politiet skønner stammer fra hashhandel. Det fortæller vicepolitiinspektør hos Københavns Politi, Dannie Rise, der er leder af Task Force Pusherstreet, til Berlingske Nyhedsbureau.

Pengene lugtede så meget af hash, at det var muligt for politihunden at finde dets gemmested.

»Man siger jo, at penge lugter ikke, men lige præcis i det her tilfælde, så lugtede pengene altså så meget af hash, og det var derfor vores politihund fandt dem, » siger Dannie Rise.

Mændene, der blev anholdt efter længere tids efterforskning, havde taget imod 28 kilo hash fra en leverandør, som primært skulle sælges på Pusher Street. Derfor var det heller ikke helt overraskende, at der var kontanter hos de anholdte, fortæller Dannie Rise. Også selv om beløbet var noget større end normalt.

»Når vi har med hash at gøre, så er der som regel også penge involveret. Så når vi er ude og lave de her ransagninger i forbindelse med, at vi anholder folk, så plejer vi ofte også at finde et større eller mindre pengebeløb. Men en hel million er alligevel i den lidt bedre ende,« siger viceinspektøren.

De fire anholdte, der er mellem 42 og 48 år, blev onsdag fremstillet i lukket grundlovsforhør og er alle varetægtsfængslet i fire uger.