Politiformand er chokeret over pensioneret efterforskers foredrag med tidligere medlem af Blekingegadebanden: »Det er forkasteligt«

Blekingegadebanden spøger stadig hos politifolk, og da Politiforbundets formand fik nys om, at en pensioneret efterforsker holdt foredrag sammen med et eksmedlem af banden, blev han »tæt på chokeret«. Det er forkasteligt, mener han. Den tidligere politiefterforsker, Jørn Moos, forstår kritikken, men han er ikke enig, fortæller han. Det handler om forsoning.

Politiet tømmer lejligheden i Blekingegade for våben. Blekingegadebanden skød og dræbte den unge politibetjent Jesper Egtved Hansen under flugten fra Købmagergades Postkontor. Arkivfoto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Den pensionerede politiefterforsker hos Københavns Politi, Jørn Moos, har ikke tilgivet, men han har forsonet sig med sin tidligere diametrale modpart, Bo Weymann, som var medlem af den berygtede Blekingegadebande.

De to er blevet venner, og i ti år har de holdt foredrag sammen i blandt andet kirker rundt om i landet. Det blev forbundsformand for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, opmærksom på i går.

På Twitter skrev han, at han er »tæt på at være chokeret« og skrev:

»Jeg ved nu, at pensioneret kriminalinspektør Jørn Moos og tidligere Blekingegade-medlem Bo Weymann, altså den gruppe, der skød og dræbte en politibetjent, sammen nu skal afholde flere foredrag.«

Til Berlingske fortæller Claus Oxfeldt, at han gerne vil opdatere sit hidtidige udsagn. Han er nu ikke kun »tæt på« at være chokeret.

»Jeg er chokeret over det. Vi har et uafklaret drab, som chokerede hele dansk politi. Den råhed, den hårdhed, den brutalitet, som det blev udført med i 1988, som vi allesammen var dybt chokerede over, og som Jørn Moos også udmærket ved, hvor berørt familien stadigvæk er over den dag i dag,« siger han og fortsætter:

»Jeg mener også, at vi skal gøre alt, hvad vi kan for at få folk tilbage på fode, og det er også fint, at Bo Weymann er kommet det, men jeg synes, at der er en verden til forskel, når man som drabsefterforsker går ud og optræder sammen med ham. Det, synes jeg, er forkasteligt.«

Blekingegadebanden var en venstrefløjsgruppering, der begik politisk kriminalitet fra 1972 til 1989. Banden blev anklaget for en række røverier i banker, posthuse, stormagasinet Daells Varehus og mod en pengetransport på Lyngbygårdsvej i Kongens Lyngby i 1983.

I forbindelse med et røveri på postkontoret i Købmagergade, flygtede medlemmer af banden bevæbnet fra stedet. Episoden udviklede sig fatalt, da et medlem skød og dræbte en politibetjent – 22-årige Jesper Egtved Hansen.

Bo Weymann, der dengang hed Bo Weimann, men senere skiftede navn, blev idømt syv års fængsel for planlægning af røveriet i Købmagergade, der resulterede i drabet.

Til Weekendavisen sagde Bo Weymann tilbage i december 2019:

»Jeg kunne have forhindret drabet. Det gør mig medansvarlig. Jeg vidste ikke, at Jesper ville blive dræbt, men jeg vidste, hvor og hvornår røveriet skulle finde sted. Jeg fik at vide forinden, at jeg skulle finde et alibi, og jeg ringede ikke til politiet og sagde, at nogen planlægger et røveri. Jeg ringede heller ikke bagefter. På det tidspunkt følte jeg mig stadig som en del af banden.«

Forsoning og tilgivelse

Jørn Moos fik dengang anholdt flere medlemmer af banden, men ingen blev dømt for selve drabet, da bevisbyrden ikke kunne løftes. I dag ønsker Jørn Moos stadig svar, det forstår han godt, at alle – især politifolk – ønsker. Men han modsætter sig kritikken fra Oxfeldt.

»Jeg har den helt principielle holdning, at når man har udstået sin straf, skal man have en mulighed for at vende tilbage til samfundet, og den er meget grundlæggende for mig. Jeg har valgt at holde foredrag sammen med Bo langt hen ad vejen i et kristent perspektiv i en række kirker rundt omkring. Det handler om forsoning og tilgivelse og om, hvordan man kan komme videre med livet. Claus Oxfeldt har lov til at have sine holdninger, og jeg har mine, til det,« siger han.

Kan du forstå Claus Oxfeldts kritik?

»Jeg forstår da godt hans holdning, og vi har mødt den to gange i de mange gange, vi har været ude at holde foredrag. De andre gange har folk sagt, at de faktisk syntes, at det var okay, og der var det også politifolk, der havde været der,« siger han.

Claus Oxfeldt, tror du, at der kun er tale om underholdning?

»Det ved jeg ikke. De får penge for det, ikke? Jeg kan bare ikke opfatte det som andet. Jeg forstår ikke, at man går ud og optræder med et tidligere medlem af en meget kriminel bande. Jeg synes, at det er forkert.«

Bo Weymann har siddet syv år i fængsel og har udstået sin straf, har det ikke noget at skulle have sagt i forhold til, om Jørn Moos holder foredrag med ham?

»Kan vi ikke snart glemme Bo Weymann. Jeg har ingen problemer med Bo Weymann. Jeg erkender, at der går lidt følelser i det, men jeg er chokeret over det,« siger Claus Oxfeldt.

Hvorfor skal vi glemme Bo Weymann, hvis du siger, at det er dårlig dømmekraft, at Jørn Moos holder foredrag med ham?

»Fordi han var en del af Blekingegadebanden. Han var en del af en hård, hård kerne, som jeg ikke synes, at vi skal optræde sammen med.«

Men det er han jo ikke mere.

»Det er ligesom, at jeg ikke synes, at Jørn »Jønke« skal have lov til at tage ud og undervise på skoler, som han gjorde på et tidspunkt. At folk selv må betale for at høre Bo Weymann – fair nok med det. Jeg synes bare ikke, at man skal optræde med en, der har været med i en af de hårdeste bander i nyere dansk retshistorie.«

Så det spiller ikke ind, at Bo Weymann har udstået sin straf?

»Vi står med et uopklaret drab. Vi står med et drab, hvor en af gerningsmændene rejste sig i Østre Landsret med armene i vejret, da man fortalte, at man droppede tiltalen om drab, fordi man ikke kunne dømme kollektivt. Det ligger fast.«

At det skulle dreje sig om underholdning, afviser Jørn Moos.

»Det er bestemt ikke underholdning, vil jeg sige. Jeg håber på, at folk får en forståelse af, hvordan to folk, der har stået hver sit sted i livet, trods alt kan komme videre og mødes og gå i dialog om, hvorfor det gik så galt, som det gjorde. Om vi kunne have gjort det anderledes. Vi kan ikke lave om på det, der er gjort, men vi kan prøve på at komme videre.«