Politiformand advarer: Selvtægt er strafbart og kan koste dig jobbet

Personer, der følger politikeren Joachim B. Olsens eksempel og begår selvtægt, risikerer en dom for vold og en plet på straffeattesten, der kan koste jobbet. Formanden for Politiforbundet Claus Oxfeldt advarer på det kraftigste mod at begå selvtægt.

Foto: Sophia Juliane Lydolh/Søren Bidstrup

Selvtægt er igen blevet et varmt emne i den offentlige debat. Liberal Alliances folketingsmedlem Joachim B. Olsen raser på Facebook og i BT over de personer, der nytårsaften sprængte hans postkasse i stykker.

Den tidligere kuglestøder siger, at han ville have straffet dem fysisk, hvis han fik fat i dem:

»Når man kommer på min matrikel med sådan nogle hensigter, så vil jeg gerne stå ved, at så kan man godt få et par flade,« siger han til BT.

Men den fremgangsmåde er klart ulovlig og kan få alvorlige konsekvenser for den der følger den. Det siger formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt.

»Man skal holde sig langt væk fra selvtægt. Det er ulovligt og i strid med det at have et retssamfund. Hvis man slår en anden person, risikerer man at få en dom for vold og en plet på straffeattesten. Det man kan gøre i stedet, er at foretage en civil anholdelse, hvor man tilbageholder personen, indtil politiet ankommer,« siger Claus Oxfeldt.

Han ønsker ikke at gå ind i en debat om, hvorvidt Joachim B. Olsen som folketingspolitiker bør opfodre til selvtægt.

»Et par på kassen« er ikke bare lige så ulovligt som at sprænge en postkasse i stykker. Det vil muligvis også udløse en langt strengere straf.

En dom for vold efter § 244 straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år, mens hærværk straffes efter §291 med bøde eller fængsel indtil 1 år og 6 måneder.

Men jura er ikke alt, mener Joachim B. Olsen:

»For mig er det simpelthen så logisk. Det er det samme, hvis der kom en indbrudstyv og brød ind i mit hjem. Det skal da have konsekvenser. Der er andet, der holder et samfund sammen end jura. Der er også sociale normer,« siger Joachim B. Olsen til BT.

Til trods for sin udmelding, ønsker Joachim B. Olsen ikke at ændre på reglerne for selvtægt.

Joachim B. Olsens Facebook-opslag, hvor han revser hærværkspersonerne:

I går aftes bad jeg nogle unge mænd, som fyrede ulovligt fyrværkeri af på vores vej om at forsvinde. Det gjorde de....

Opslået af Joachim B. Olsen på 1. januar 2016