Politiforening: Det går ud over bandeindsatsen

"I dag trækker vi en streg i sandet. Nok er nok," sagde justitsminister Søren pape Poulsen, da han fremlagde bandepakken. Foto: Olafur Gestsson Fold sammen
Læs mere

Københavns Politi blæste sidste år til kamp mod banderne, og justitsminister Søren Pape Poulsen (K) har for nylig gjort det samme.

»I dag trækker vi en streg i sandet. Nok er nok,« lød det fra justitsministeren, da han fremlagde en ny bande­pakke, »Bander bag tremmer«, i slutningen af januar.

Men Københavns Politiforening fortæller, at de udvidede bevogtningsopgaver tager tid fra bandeindsatsen. Ifølge Michael Bergmann Møller, formand for Københavns Politiforening, er en direkte konsekvens af bevogtningsopgaverne, at man har »mindre tilstedeværelse i bandemiljøet«:

»Bevogtningen har haft betydning for vores fremmadrettede efterforskning inden for bande- og narkoområdet. Vores tilstedeværelse i restaurationsmiljøet er beskåret mærkbart. Jo mere vi er til stede i det miljø, jo større sandsynlighed er der for, at vi kan undgå, at vores unge mennesker kan få fat i pulver og piller, når de står på dansegulvet. Det hjælper altså lidt, når gæsterne ser politiet gå og tage pulver ud af lommerne på gæster,« siger Michael Bergmann Møller.

V: Et stort problem

Tal fra Københavns Politi viser, at der i 2016 var i alt 565 sager om våben-, volds-, hærværk- eller narkotikakriminalitet, hvor et registreret bandemedlem spillede en central rolle, i Københavns Kommune.

Hos Venstre kalder man det et »stort problem«, hvis det er tilfældet, at bevogtningsopgaverne går fra bandeindsatsen:

»Bandeområdet er et klart fokusområde i politiforliget og i den bandepakke, justitsministeren fremlagde. Det er i allerhøjeste grad et problem, som jeg håber, er et hurtigt overgangsfænomen, for ellers må vi have en forklaring fra Københavns Politi eller fra Rigspolitichefen,« siger retsordfører Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Berlingske har besøgt den jødiske skole, Carolineskolen, på Østerbro i København. Her bliver vi mødt af skoleleder Pernille Fabricius, der fortæller, at man er lykkelig over, at politiet er tilstede foran skolen.

»Ressourcer og mandskab er, hvad det er. Det gør os trygge, at vi har søde betjente stående her i snevejret, der passer på os,« siger skolelederen.

Københavns Politiforening kalder bevogtningsopgaverne et »ressourcespild«:

»Jeg er af den opfattelse, at det langt hen ad vejen er ressourcespild at udføre fysisk bevogtning af de berørte objekter. En optimal fysisk sikkerhed er langt hen ad vejen tilstrækkeligt. Efter min mening er vi nødt til at revurdere, om ressourcerne er brugt på den bedste måde på dette indsatsområde,« siger Michael Bergmann Møller.