»Politifolkenes knæ var som kastagnetter, der raslede«

Foto: Sara Gangsted
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Ove Bundgård Larsen, ledende efterforsker ved Københavns Politi. Han havde under terrorangrebet det overordnede ansvar på gerningsstedet ved først Kulturhuset Krudttønden og siden synagogen i Krystalgade.

Jeg var på besøg hos nogle venner, da jeg fik opkaldet. Der var skyderi på Østerbro. Som politimand opstiller jeg altid nogle scenarier for, hvad man kan forvente, når jeg bliver kaldt ud til et gerningssted. Den dag lød meldingen på skud mod politifolk ved et arrangement, hvor en person som Lars Vilks var til stede. Der havde jeg en idé om, hvad jeg stod overfor. Det handler om at forvente det værste i sådan en situation, at se det store billede. Så kan man altid trappe ned, hvis det ikke er så alvorligt alligevel. Da jeg sad i bilen, var jeg klar over, at der ville være panik, når jeg kom frem. Sådan er det altid. Også den lørdag.

Jeg blev mødt af tre-fire kolleger derude, der var enten fysisk eller psykisk tilskadekomne. Nogle af dem har jeg arbejdet sammen med gennem mine 40 år i politiet. Det er måske en floskel, men man får en professionel tilgang i sådan en situation. Det gør, at det menneskelige aspekt træder i baggrunden. Reaktionen kom først nogle dage senere. Med mit job må jeg i situationen ikke blive for engageret i detaljen, for så mister jeg overblikket.

Jeg var ved Krudttønden indtil midnat, hvor jeg efter en lang dag satte mig ind i bilen for at køre til et møde på Politigården. Meldingerne om skyderiet i Krystalgade kom ind på politiradioen, lige da jeg havde sat mig ind i bilen. Det skal ikke være en hemmelighed, at jeg tænkte, at der var noget riv-rav-ruskende galt, og at vi slet ikke havde set det værste endnu.

Det var en kort køretur, og jeg var en af de første, der var derinde. Som regel har den værste panik lagt sig, når jeg kommer ind til sådan et sted, fordi jeg har en køretur på en halv time fra min bopæl. Det havde den ikke den nat.

Jeg landede i krydset ved Gothersgade og Øster Voldgade, hvor natten var fyldt med glade unge mennesker og udrykninger. De kolleger, jeg mødte, var mere bange, end jeg nogensinde har set før. Ja, det gjaldt sgu’ os alle sammen. Politifolkenes knæ var som kastagnetter, der raslede. Det var det værste tidspunkt i løbet af de dage. Jeg havde en oprigtig frygt for, at en af os ville komme til at skyde en kollega eller en af de unge mennesker, som måske ikke tænkte helt klart, i vores bestræbelser på at fange gerningsmanden. Det havde været forfærdeligt, hvis det var sket.

Da jeg kom frem til Rundetaarn og nærmede mig gerningsstedet, var de to sårede politifolk væk. Men der lå desværre en dræbt person på gaden. I sådan en situation personificerer jeg ikke vedkommende. Det var et liv, der lå der. Det ved man jo godt. Men det er først senere, man får lejlighed til at bearbejde det.

Det var først om mandagen, at jeg begyndte at reagere på begivenhederne. Jeg havde talt tingene igennem med min familie og kolleger. Der er ingen tvivl om, at jeg mentalt var bombet tilbage til stenalderen. Jeg var ked af det som borger i Danmark. Men jeg tænkte også på, om vi som politi kunne have gjort det bedre. Burde sådan noget overhovedet kunne ske? Burde vi have haft et strammere net, så sådan en fyr ikke kunne slippe igennem? Den tanke har jeg ikke mere. De dage vil jeg altid huske.

Overblik over terrorangrebene i København 2015

ÅR