Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Striden om det altafgørende vidne i den store rockersag er indtil videre endt med, at flere politifolk nu skal afhøres i retten om, hvordan de fik overtalt den nu tidligere AK81'er til at hjælpe politiet.
Forsvarerne for de 16 tiltalte rockere - især advokat Michael Juul Eriksen - har sat spørgsmålstegn ved, om det var på falske forudsætninger, at politiet fik overtalt vidnet, MFP, til at vidne mod sine gamle klubkammerater.
Dermed ville der - i advokatens øjne - være tale om et ulovligt tilvejebragt bevis.
To af de politifolk, der var involveret i afhøringerne af MFP skal nu fortælle, hvordan det gik til, at de fik den unge AK81'er til at bryde rockernes uskrevne lov om ikke at sladre til politiet.
Men umiddelbart er Michael Juul Eriksen ikke til sinds at lade den ene af betjentene vidne. Han har siddet med i retslokalet under hele sagen som assistent for anklagerne. Men den indvending afviste retsformanden fredag formiddag.
I løbet af maj skal MFP vidne over hele 10 dage. Hans forklaringer er på forhånd udset til at være det helt afgørende skyts mod de mange rockere, der er tiltalt for en stribe drabsforsøg.
Spørgsmålet om, hvordan politiet fik overtalt ham til at skifte side, vil blive det første, som han skal afhøres om.
En af de teorier, der indtil nu har været fremme, er, at politiet fortalte ham, at han var blevet så upopulær i rockermiljøet, at der nu forelå en reel trussel mod ham - muligvis fordi han havde været for åbenmundet om bandekrigen over for sin kæreste.
Michael Juul Eriksen mistænker politiet for at have overdrevet truslen mod MFP.
Vidnet er selv tidligere blevet straffet med 12 års fængsel for de drabsforsøg, han deltog i under bandekrigen. Sagerne mod ham har været behandlet under stort hemmelighedskræmmeri.
/ritzau/