Politiets nummer virker ikke

Hallo? Hvis du ringer 114, er det ikke sikkert, politiet tager telefonen.

"Tast 114 på din telefon, og du kommer automatisk i forbindelse med den nærmeste politistation. Sådan bliver det fra 1. februar, når politiet åbner et nyt direkte nummer."

Sådan står der på politiets egen hjemmeside om det nye all-round service-telefonnummer til politiet, der træder i kraft fra i morgen. Det virker bare ikke alle steder, skriver ekstrabladet.dk:

- Det var meningen, at vi skulle prøvekøre det som forsøg enkelte steder i landet først, men nu er det altså blevet sat i værks. Det var selvfølgelig hensigten, at det skulle fungere på én gang, men det gør det altså ikke. Jeg kan ikke engang oplyse om, hvor det fungerer eller ikke fungere på nuværende tidspunkt, siger vicerigspolitichef Erik Justesen til ekstrabladet.dk.

På grund af tekniske spidsfindigheder virker det nye 114 nummer kun i visse regioner til at starte med. Desuden fungerer det kun, hvis man ringer fra en fastnettelefon - altså hvis ikke der er tale om en såkaldt IP-telefon, der ringer op over internettet, og er man kun i nærheden af en mobiltelefon, så fungerer det nye nummer først om to til tre måneder, skriver netavisen.

Kilde: eb.dk