Politiet udsender efterlysning af gerningsmand fra puttefest: Vi formoder, han er ny elev

En 16-årig pige blev til fredagens puttefest i Dyrehaven udsat for et seksuelt overgreb. Nordsjællands Politi, som netop har udsendt en efterlysning af gerningsmanden på Facebook, formoder, at gerningsmanden er ny elev på et gymnasium.

ARKIVFOTO: »Da gerningsmanden trak den unge kvinde til gerningsstedet, passerede de flere personer, men det var ikke muligt for hende at gøre dem opmærksomme på, at hun havde brug for hjælp,« skriver Nordsjællands Politi i forbindelse med efterlysningen af gerningsmanden bag fredagens seksuelle overgreb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

En 16-årig pige har i forbindelse med fredagens puttefest i Dyrehaven anmeldt et seksuelt overgreb til Nordsjællands Politi.

Den 16-årige pige har fortalt, at hun under arrangementet blev trukket væk fra festområdet af en ukendt gerningsmand, som efterfølgende tvang hende til at udføre oralsex.

Politiet har mandag eftermiddag udsendt en efterlysning af gerningsmanden på sin Facebook-profil. I efterlysningen fremgår det, at politiet mistænker gerningsmanden for at være en 1. g elev.

»Vi håber på, at lærere og elever på gymnasier her i Nordsjælland og i Københavnsområdet vil tænke over, om der er en elev i en klasse, der passer til signalementet. Vi har en formodning om, at han selv er ny elev på et gymnasium, fordi det oftest er dem, der bærer hvide t-shirts til den pågældende fest, men det er ikke nødvendigvis tilfældet,« skriver Nordsjællands Politi.

Puttefesten er et årligt arrangement, hvor gymnasieelever i hovedstadsområdet byder nye elever velkommen. Eleverne mødes i Dyrehaven, hvor de drikker alkohol og tegner på de nye 1. g'ere.

Af efterlysningen fremgår det, at gerningsmanden er omkring 16-17 år, 185-190 cm høj og afrikansk af udseende. Han er stor af kropsbygning uden at være trænet, og han er karseklippet.

Han var iført sorte bukser, sorte sneakers samt en hvid t-shirt, der delvist var revet itu, og som var malet med tusch i farverne grøn, sort og rød.

»Vi er meget interesserede i at høre fra personer, der kan genkende gerningsmanden ud fra signalementet. Det kan både være personer, der konkret ved, hvem gerningsmanden kan være, personer der har set ham trække den unge kvinde væk fra festområdet, eller personer der har set ham sammen med en bestemt gruppe af personer, for eksempel med en flok fra et specifikt gymnasium,« skriver Nordsjællands Politi.