Politiet tweeter under Distortion

Københavns Politi vil bruge Twitter til at skabe tryghed under Distortion, der begynder i dag.

Distortion 2011. Fold sammen
Læs mere
Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vil du følge en ny på Twitter?

Nu kan du følge politiet, som vil tweete under Distortion for at skabe tryghed. Hvis du eksempelvis bliver væk fra din ven i menneskemylderet, kan du kontakte politiet, der vil lave en statusopdatering og bede andre festivalgæster om at holde øje med den savnede person.

Cykelråd og andre anvisninger

- Vi ser Twitter som et effektivt redskab til at nå de mange unge mennesker under Distortion. Hvis vi ved hjælp af Twitter kan give festivaldeltagerne nyttige anvisninger og gode råd, så håber vi, at vi kan være med til at skabe rammerne for en god fest, der er sikker og tryg for både deltagere og beboere, siger vicepolitiinspektør Peter Dahl fra Vagtcentralen og fortsætter:

- Et lille, men godt eksempel kunne være, at vi engang imellem tweeter om, at det ikke er en god idé at tage sin cykel med ind til gadefesterne. De mange cykler bliver placeret og smidt i udkanten af festområderne, og hvis der skulle opstå behov for, at mange mennesker pludselig skal væk - ved brand eller en ulykke - så bliver cyklerne pludselig en farlig forhindring på flugtvejene. Og cyklerne kan også let stå i vejen for politi- og redningskøretøjer, der skal kunne komme ind i området.

Arrangørerne af Distortion er glade for, at Københavns Politi vil bruge Twitter under festivalen.

- Hvis politiet har brug for at give hurtig information til vores festdeltagere, så kan de ved hjælp af Twitter komme bredt ud på få sekunder. Derfor samarbejder vi med Københavns Politi om at udbrede kendskabet til deres twitterprofil. Også fordi vi gerne vil signalere, at vi og Københavns Politi har samme interesse, nemlig en god og sikker fest, siger Distortions pressechef, Sigurd Hartkorn Plaetner.

1.145 følgere på Twitter

Det er ikke helt nyt for politiet at bruge Twitter. I januar oprettede man en profil på det sociale medie, hvor man indtil videre har 1.145 følgere. Jens Harder Højbjerg, der er kommunikationschef hos Københavns Politi, oplyser, at politiet stadig er i en prøvefase med twitteriet.

- Vi tror, at Twitter er en rigtig god mulighed for at give hurtig information til dem, der gerne vil vide noget om politiets arbejde. Men lige nu er øvelsen at finde ud af, hvad vi skal tweete om. Det kan være, at der er nogen, der bliver irriteret, hvis vi skriver, at de skal huske at følges med en ven hjem fra byen. Andre vil måske synes, det er hyggeligt, at politiet minder folk om at passe på hinanden. Vi kender ikke grænsen endnu, siger Jens Harder Højbjerg til B.dk.

Politiets Twitternavn er @KobenhavnPoliti

Har du gode Twitterråd til politiet? Deltag i debatten nedenfor.