Politiet trak stavene og brugte tåregas: »Det er åbenbart ikke kun i USA, at der findes politibrutalitet«

Ifølge politiet var der 50 til 100 personer, som kastede med sten og kanonslag ved demonstrationen fredag aften. Demonstranterne fortæller om, at politiet håndterede situationen voldsomt med knipler og tåregas.

Demonstranter tilbageholdes ved Jagtvej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Sune Dam
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Flere tusinde demonstranter var fredag til stede ved Israels ambassade i Hellerup.

Politiet opløste demonstrationen omkring klokken 17 efter »omfattende uorden«.

Da Berlingske ankommer klokken 20, er demonstranterne blevet flyttet ned på Jagtvej cirka en kilometer fra den israelske ambassade.

Kampklædte betjente – anslået 50-70 – er til stede, og der holder mindst ti mandskabsvogne. Flere af betjentene har hunde.

En kvinde står med et stort palæstinensisk flag. Det viser sig at være en 22-årig kvinde ved navn Hanan, der gerne vil forklare, hvorfor hun demonstrerer i dag.

»Vi demonstrerer på grund af det, der sker i Palæstina, fordi israelerne stjæler deres hjem og smider folk ud uden nogen grund,« siger hun.

»Politiet har smidt os væk fra den israelske ambassade, hvor vi startede med at demonstrere. Vi blev skubbet væk og er endt her (på Jagtvej, red.). Politiet skubbede mig flere gange,« siger hun. Hun forklarer, at hendes Mazda er endt med flækket forude, og hun mener, at det er politiets skyld.

Situationen er dog temmelig rolig nu.

Togdriften var i flere timer indstillet mellem Hellerup Station og Svanemøllen på grund af urolighederne, men blev genoptaget først på aftenen. Folk er stoppet med at demonstrere, men står på fortovet. Stort set stoppet i hvert fald.

»Free, free Palestine!,« råber en mand i en megafon.

Beboere i området ankommer og er chokerede over, hvad der foregår tæt ved deres hjem. Andre nysgerrige beboere er hjemme og sidder klinet til ruden i deres lejligheder for at følge med i, hvad der foregår.

Stemningen er afventende.

Man afventer, hvad der skal ske med den gruppe siddende demonstranter, som politiet har samlet på en græshøj på det, der hedder Lilly Helveg Petersens Plads.

Demonstranter tilbageholdes ved Jagtvej. Fold sammen
Læs mere
Foto: Philip Sune Dam.

Da Berlingske forsøger at nærme sig de siddende demonstranter, beder en betjent mig om at gå lidt væk. Ingen betjente vil sige noget til pressen, og ingen af dem kan eller vil svare på, hvor indsatslederen er. Heller ikke Københavns Politis presseafdeling har besvaret Berlingskes henvendelser.

Politiet oplyste tidligere fredag, at 50 til 100 personer har kastet med sten og kanonslag mod politiet og ambassaden.

En anden ung kvinde har ikke set volden, og hun har heller ikke bemærket, at politiet har opløst demonstrationen, siger hun.

»Jeg så ingen, der kastede med sten. Vi sang bare sange og protesterede. Ud af ingenting lød et kæmpe brag,« fortæller hun.

»Politiet dukkede op og besluttede at kaste med tåregas efter folk, mens der var børn til stede. Alle løb. Og jeg fik tåregas i øjnene, og jeg har astma, så jeg faldt bare, men en fyr hjalp mig heldigvis op. Mens vi egentlig bare hujede, besluttede politiet at danne en linje, og de trak stavene og løb efter os. Jeg var virkelig stolt af det danske politi inden det her, men det er åbenbart ikke kun i USA, at der findes politibrutalitet,« siger kvinden.

Københavns Politi har over for Ekstra Bladet bekræftet, at der tidligere på dagen blev brugt knipler og tåregas, hvilket billeder også vidner om.

Politi med trukne stave ved Israels ambassade i Hellerup tidligere på dagen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Presse-fotos.dk.

Fredag aften ved Jagtvej får demonstranterne på græshøjen tilsyneladende lov til at gå, efter de har identificeret sig over for politiet, som de har pligt til.

To personer er dog blevet anholdt i forbindelse med demonstrationen.

Klokken 20.30 siger en betjent til en kollega: »Nå, skal vi til at trille af sted?,« og så godt som alle betjente forlader området.

Ved ambassaden er der også forholdsvist roligt. Vejene omkring ambassaden er spærret af. Enkelte bilister – og tilsyneladende en bil med demonstranter – vil gerne forbi, men de må efter politiets ordre vende om.

Rundt omkring i byen lyder politisirenerne oftere end normalt fredag aften. Og på vej væk fra ambassaden har en bil et palæstinensisk flag ud af vinduet og hornet i bund.

»Free, free Palestine,« lyder det igen.

Opdatering 15. maj klokken 11:30: Københavns Politi oplyser, at to personer er anholdt. En oplysning fra Ritzau om tre anholdte er derfor rettet. 17 betjente er kommet til skade på grund af stenkast, men dog uden alvorlige skader.