Politiet tømmer tog i Høje Taastrup efter melding om mand med pistol

Melding om, at en person skulle have en pistol i et tog, fik fredag politiet til at slå til i Høje Taastrup.

Vestegnens Politi har tømt et tog på Høje Taastrup i eftersøgningen efter en muligt bevæbnet person. (arkivfoto) Free/Pressefoto Rigspolitiet Fold sammen
Læs mere

Politiet har fredag eftermiddag haft stoppet trafikken på Høje Taastrup Station kortvarigt, da man ledte efter en mand, der muligvis var bevæbnet med en pistol.

Det fortæller Vestegnens Politi.

»Vi har haft tømt et helt tog ude på Høje Taastrup. Vi havde fået en anmeldelse om, at der var set en mand på stationen med en pistol.«

»Da vi ankommer, er personen umiddelbart gået ned på perronen, hvor der netop var ankommet et tog. Så vi fik det tømt, men har umiddelbart ikke fundet nogen, der passer til beskrivelsen,« siger vagtchef Søren Uhre.

Han fortæller kort efter klokken 17, at politiet fortsat er i området for at søge efter den muligvis bevæbnede person. Der er dog ingen grund til bekymring, siger vagtchefen.

»Vi har kun denne ene anmeldelse, men tager selvfølgelig ingen chancer. Så vi har et større setup derude. Der er nu er ingen grund til at holde sig væk, og togdriften er startet igen,« siger vagtchefen.