Politiet er massivt til stede på Københavns Hovedbanegård fredag eftermiddag.

Det skyldes en slåskamp, hvor der også er brugt kniv.

»Klokken 15.56 fik vi en anmeldelse om, at fire til seks personer er i slagsmål,« fortæller Dyre Sønnichsen, der er vagtchef ved Københavns Politi.

»Da vi kommer frem får vi anholdt en mand, der står med en kniv i hånden. Der er to forurettede, hvoraf den ene har et snitsår på hånden,« siger fortæller han.

Politibetjentene jagtede herefter også en anden gerningsmand.

»Han slap væk, og løb ind i en elevator. Vi fik aktiveret nødstopfunktionen, så nu sidder han fast og venter på at blive anholdt,« siger vagtchefen, der ikke ved, hvad der førte til slagsmålet.

»Vi har to anholdte og to forurettede. Derudover er vi lige ved at tale med to andre, hvis rolle vi ikke helt kender endnu,« siger han.