Politiet svarer på kritik

Vi kontaktede grænsepolitiet om milliontyveriet, siger politiet i Århus.

Politiet i Århus kontaktede inden for de første timer efter milliontyveriet i Brabrand torsdag grænsepolitiafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Det oplyser politiinspektør Ole Madsen som svar på kritik af, at grænsen ikke blev lukket for at fange tyvene.

- Grænsepolitiafdelingen blev anmodet om at assistere samt underrette tysk politi. Da vi henvendte os, forelå der ikke nærmere oplysninger om signalement af gerningsmændene eller køretøjer, hvorfor tysk politi ikke blev anmodet om at iværksætte en egentlig grænsespærring, siger politiinspektøren.

Han tilføjer, at politiet i løbet af torsdagen - som følge af "flere oplysninger" - bad rigspolitiet om at varsko landene i det europæiske politisamarbejde Schengen.

/ritzau/