Politiet skal skynde sig i skattesagen

Hvis Københavns Politi skal rejse sigtelse i skattesagen, skal det ske inden 16. september.

Peter Arnfeldt, tidligere spindoktor for Troels Lund Poulsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nils Meilvang
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Tidligere spindoktor Peter Arnfeldt indtog onsdag den varme stol foran Skattesagskommissionen i Søborg, hvor han i mere end to timer blev udspurgt om, hvorvidt han i september 2010 forsøgte at lække Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks fortrolige skatteoplysninger til Ekstra Bladet. Pressen sad på første parket, men også politiet fulgte forløbet på skattesagens andendag tæt. Der skal nemlig rejses sigtelse i sagen inden 16. september, for der udløber forældelsesfristen, skriver politiken.dk.

Der er det nemlig to år siden, Thorning-Kinnock-skattesagen blev afgjort af Skat København, og der må maksimalt gå netop to år i en sag, hvor lovovertrædelsen giver højst et års fængsel, inden der rejses sigtelse.

Afhøringerne af Peter Arenfeldt samt Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard og chefredaktør Poul Madsen har endnu ikke ført til en konkret sigtelse. Københavns Politi efterforsker lækagen af de fortrolige skatteoplysninger til BT midt under valgkampen i september 2010, men politidirektør Johan Reimann vil ikke oplyse, om politiet på baggrund af de foreløbige vidneforklaringer vil rejse sigtelse i sagen.

- Nu tænker vi over de oplysninger, der er kommet frem. På den baggrund tager vi stilling til, hvad vi vil gøre, og så melder vi det ud, siger han til politiken.dk.

Politidirektøren vil heller ikke kommentere efterforskningen eller de nye oplysninger, der er kommet frem i løbet af Skattesagskommissionens første to dage.

Både Ekstra Bladets journalist og chefredaktør fastholder, at Peter Arnfeldt i september 2010 tilbød avisen dele af den ni sider lange fortrolige afgørelse fra Skat, men det nægter den tidligere spindoktor. Jan Kjærgaard hævdede tirsdag, at hans mange telefonsamtaler med Peter Arnfeldt i september 2010 var én lang forhandling om, hvordan den tidligere spindoktor skulle lække passager fra skatteafgørelsen - og det er strafbart.

Peter Arnfeldt blev under afhøringen spurgt, om Jan Kjærgaards forklaring efter hans opfattelse var »fuldstændig usand«, og til det svarede han ifølge Berlingske Nyhedsbureau:

- Sådan må jeg jo opfatte det.

Ekstra Bladet-journalistens dokumentation består af afskrifter af båndede telefonsamtaler med Peter Arnfeldt, men da optagelserne ikke eksisterer mere, er det påstand mod påstand.

Skattesagskommissionen har fået to år til at afdække både lækagedelen, samt om man fra politisk side forsøgte at påvirke Skat Københavns sagsbehandling. Kommissionens afhøringer fortsætter 11. oktober.