Politiet sigter flere end 1.000 unge i børnepornosag

To videoer og et billede er blevet spredt blandt mange unge. Nu bliver 1005 sigtet i sagen.

Video- og billedmaterialet er ifølge en pressemeddelelse fra Rigspolitiet blevet delt i hele landet, primært blandt unge. Foto: Surasak Ch
Læs mere
Fold sammen

Politiet sigter mandag morgen 1.005 unge over hele landet for distribution af børneporno.

De mange sigtede er mistænkt for at have delt to videosekvenser og et billede på Facebooks chatplatform, Messenger.

Video- og billedmaterialet er ifølge en pressemeddelelse fra Rigspolitiet blevet delt i hele landet, primært blandt unge.

Materialet består af seksuelt indhold med personer under 18 år. På tidspunktet for optagelsen var de begge 15. Der kan derfor være tale om en overtrædelse af straffelovens §235 – distribution af børneporno.

»Det er en meget stor og kompleks sag, der har taget lang tid at efterforske. Ikke mindst på grund af det store antal sigtede,« siger Lau Thygesen, der er efterforskningschef hos Nordsjællands Politi, som tegner sig for 286 sager.

»Vi har taget sagen meget alvorligt, da det har store konsekvenser for de involverede, når sådant materiale spredes. Og det skal stoppes,« siger han.

Hovedparten af de sigtede har delt videoen et par gange, mens enkelte har gjort det flere hundrede gange.

Delingerne fandt sted frem til efteråret 2017.

Facebook meldte sagen til myndighederne

Det var Facebook, der i sin tid satte sagen i gang, efter at det sociale medie modtog rapporter om hyppig deling af det konkrete video- og billedmateriale. Der er tale om to videoer og et billede.

Efter at have fået kendskab til sagen, involverede Facebook de amerikanske myndigheder, som virksomheden er forpligtet til. Herefter røg oplysningerne videre til dansk politi via Europol, og dansk politi indledte sagen under navnet Umbrella og har siden arbejdet på at finde frem til de mistænkte.

Sagen er forankret hos Nordsjællands Politi, der har arbejdet tæt sammen med Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi og det Nationale Cyber Crime Center (NC3). Sammen har de koordineret indsatsen, der strækker sig over 11 ud af de 12 politikredse samt Grønland.

Derudover er der sigtet fire personer, som er udrejst af landet.

Der er tale om flere år gammelt videomateriale. I 2016 blev flere straffet med bøde for deling af videoerne, der blandt andet udstiller en pige, som dengang gik i folkeskole, mens hun bliver seksuelt krænket af flere drenge. Det bekræfter politikommissær Henrik Gunst over for Ritzau.

»Det er det samme materiale, som vi tidligere har set,« fortæller politikommissæren.

Risikerer flere års fængsel

Ifølge straffelovens § 235 om deling af børneporno risikerer personer, som gør sig skyldige i lovovertrædelser på området, bøde eller op til to års fængsel.

Under særlige skærpende omstændigheder kan straffen udvides til seks års fængsel. I lignende sager er gerningsmænd dog også  blevet idømt i nærheden af 20 dages betinget fængsel.

Med en dom vil de unge mennesker ikke kun få en plet på deres straffeattest. I mindst 10 år efter vil dømte ikke kunne få udstedt en børneattest, hvilket betyder, at de ikke kan få arbejde i en lang række stillinger fra pædagog og skolelærer til politibetjent. Det vil heller ikke være muligt for dømte at arbejde som for eksempel fodboldtræner eller spejderleder.

Er du en af de sigtede? Eller har du andre oplysninger at bidrage med i sagen? Så hører Berlingske gerne fra dig. Kontakt os på internet@berlingske.dk.