Politiet rydder hashboder på Christiania

En større styrke fra Københavns Politi er i gang med at fjerne hashboder på Christiania, oplyser politiet.

Politiet er klokken 12 onsdag med en "større styrke" rykket ind på Christiania.

Det oplyser talsmand Flemming Steen Munch fra Københavns Politi til Ritzau.

- Formålet er at fjerne de nye hashboder og lægge en dæmper på miljøet omkring hashhandlen efter den ballade, der har været den seneste tid, siger han.

Han henviser blandt andet til skyderi og kast med en håndgranat i starten af ugen.

Der er ifølge Flemming Steen Munch tale om fire til fem hashboder, der er opstået efter rydningen af Pusher Street.

/ritzau/