Politiet patruljerer massivt efter drab

Politiet gør Tingbjerg til visitationszone efter skuddrabet torsdag aften.

Torsdagens kugleregn i Husum får politiet til at patruljere massivt i området omkring Tingbjerg ved København. 

Som følge af drabet og drabsforsøgene har politiet valgt at oprettet en visitationszone mellem Frederikssundsvej, Mørkhøjvej og Åkandevej. Det oplyste politiinspektør Svend Foldager på et pressemøde fredag eftermiddag.

- For det første er det for at skabe tryghed hos beboerne i området, og for det andet vil vi gerne gøre det risikofyldt for personer med skydevåben at færdes i Tingbjerg, sagde han.

Læs også: 19-årig dræbt af skud

Omkring kl. 22.30 torsdag aften holdt en stjålet, mørk Audi ind til siden og ville angiveligt spørge fire unge, forbipasserende om vej. Men istedet steg en person ud af bilen og åbnede ild med et 9mm automatvåben.

En 19-årig mand blev dræbt. En anden blev ramt af et skud, der gik ind ved øret og ud igen ved øjet. En tredje blev ramt i hånden. Og den fjerde slap uskadt.

De fire unge var i forvejen kendt af politiet, men ikke nødvendigvis for bandekriminalitet, oplyste Svend Foldager.

Tror på bande-sammenhæng

Både torsdag og fredag har politiet afhørt en række vidner i sagen. Endnu er der ingen oplysninger, der kæder skuddrabet sammen med den verserende bandekonflikt, men der kan meget vel være en sammenhæng, mener Svend Foldager.

- Personligt tror jeg på en sammenhæng, men vi ved det simpelthen ikke endnu, sagde han på pressemødet.

Læs også: Politi: Drab er led i bandeopgør

Politiet ved dog med sikkerhed, at tre ud af de fire personer har relation til Tingbjerg-området.

Borgere, der observerer noget mistænkeligt kan kontakte politiet på hotlinen: 35 21 92 50.