Politiet lukker sjællandsk skole: Vil ikke sige hvorfor

I en meget kortfattet pressemeddelelse skriver politiet, at en skole ved Stensved torsdag er lukket.

Næstved: På grund af "en situation" ved Kulsbjerg Skole ved Stensved på Sydsjælland er skolen torsdag lukket.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

- Der har her til aften været en situation ved skolen i Stensved, der betyder, at skolen i morgen er lukket for, at politiets efterforskere får mulighed for at undersøge sagen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Politiets kommunikationskonsulent Anne Dorte Hoppe Søe oplyser, at politiet onsdag aften ikke vil ud med nærmere oplysninger.

- Vi melder nok først noget ud torsdag formiddag, siger hun.

Ekstra Bladet har talt med skolelederen på Kulsbjerg Skole, som henviser til politiet.

Anne Dorte Hoppe Søe understreger dog, at situationen i Stensved ikke har noget at gøre med onsdagens sag fra Sorø, hvor en tidligere psykiatrisk patient havde barrikaderet sig i sin lejlighed i Østergade i Sorø.

Manden var bevæbnet med en pistol. Onsdag aften fik politiet dog anholdt manden, og ingen personer kom til skade.

/ritzau/