Politiet lukker motorvej efter nyt muligt stenkast

En bil blev ramt af en større sten lørdag eftermiddag. Ingen kom til skade, men politiet efterforsker sagen.

Foto: Bax Lindhardt

På motorvejen på Fyn er en person efter alt at dømme sluppet heldigt fra et stenkast fra en bro over vejen.

Politiet efterforsker et muligt stenkast på Fynske Motorvej, hvor en bil lørdag eftermiddag er blevet ramt af en større sten. Det skriver vagtchefen ved Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Episoden skete omkring klokken 14.30, da en bil netop var kørt under broen ved Langesøvej. Her blev den ramt af en større sten.

- Herunder blev hans bil - i frontruden - ramt af en større sten, der dog ikke gik gennem ruden, og derfor er der heller ikke nogen personskade, skriver politiet.

- Bilisten har ikke set nogen personer på eller ved broen, og det er derfor usikkert, hvor stenen kom fra, lyder det videre.

Politiet er lørdag aften til stede på motorvejen for at undersøge anmeldelsen nærmere.

Motorvejen vil derfor være spærret i østgående retning omkring klokken 19.

Trafikken vil i den forbindelse blive ledt af ved afkørsel 54 ved Vissenbjerg. Ved Blommens Lyst kan bilerne igen komme på motorvejen.

/ritzau/