Politiet jagter gerningsmand bag natligt skyderi i København

Under et skænderi i Københavns Nordvestkvarter affyrede en person skud op i luften. Ingen blev ramt.

ARKIVFOTO Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard

Politiet står søndag morgen fortsat uden afgørende spor af den person, som om natten affyrede skud i Københavns Nordvestkvarter.

»Vi fortsætter vores efterforskning og forhøringer i området her til formiddag,« siger den centrale efterforskningsleder Gunnar Nørager søndag morgen.

Det var tilsyneladende et skænderi mellem tre personer på Bisiddervej, der endte med, at den ene trak en pistol og skød op i luften.

Ingen personer er blevet ramt af skud.

»Personen, der skød, løb derefter fra stedet, mens de to andre forsvandt i en bil,« fortæller Gunnar Nørager.

Vidner har oplyst til politiet, at der blev affyret to skud, men søndag morgen har politiet kun fundet et enkelt afskudt patronhylster i området.

/ritzau/