Politiet har oprettet 39 sager mod Loyal to Familia, siden banden blev forbudt

Siden Københavns Politi i september 2018 nedlagde et foreløbigt forbud mod banden Loyal to Familia, har politiet oprettet 39 sager, der blandt andet handler om brud på forbuddet.

(ARKIV) Siden forbuddet mod Loyal to Familia blev indført 4. september 2018, har politiet oprettet 39 sager i forbindelse med brud herpå. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ritzau Scanpix

Det er ikke alle medlemmer af banden Loyal to Familia (LTF), der vil respektere politiets foreløbige opløsning af banden.

Siden Københavns Politi nedlagde et straksforbud mod Loyal to Familia 4. september 2018, har politiet oprettet 39 sager, hvor LTF-medlemmer har brudt forbuddet på forskellige måder.

Blandt de 39 sager er der rejst 16 sigtelser for »deltagelse i forbudt forening«. Jævnfør straffelovens paragraf 132 a, stk.1, er det ulovligt at videreføre en forening, i dette tilfælde LTF, som er forbudt af regeringen eller opløst ved dom. Det oplyser Rigspolitiet til Berlingske.

Forbuddet fra september tvangsopløste Loyal to Familia og gjorde det dermed ulovligt at indgå i banden. Herunder at bære eller anvende bandens kendetegn i offentligheden - både tøj og tatoveringer med bandens navn eller logo: et dødningehoved med tørklæde for munden og to pistoler, der peger ud mod beskueren.

Heller ikke på dette punkt har alle medlemmer af banden valgt at rette ind. Det er siden bandens foreløbige opløsning rejst fem sigtelser for at »besidde/anvende forbudt forenings kendetegn«.

Det foreløbige forbud mod Loyal to Familia er landsdækkende og giver blandt andet politiet mulighed for at forbyde enkeltpersoner med tilknytning til banden at opholde sig på bestemte steder. I den forbindelse har politiet rejst tre sigtelser for overtrædelse af opholdsforbuddet.

Strafferammen for alle brud på forbuddet er på op til to års fængsel.

(ARKIV) Loyal to Familias navn og logo på ryggen af en trøje. Efter forbuddets indførelse er sådan en beklædning ulovlig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix Danmark STF.

En historisk retssag forude

I august 2018 bad justitsminister Søren Pape Poulsen (K) Rigsadvokaten og Rigspolitiet om at undersøge, hvorvidt der er juridisk grundlag for at opløse LTF som organisation.

Der har tidligere været fortaget undersøgelser i både slutningen af 90erne og i løbet af 00erne med henblik på at undersøge, hvorvidt kriminelle organisationer som eksempelvis rockergrupperne Hells Angels og Bandidos kunne opløses. Hver gang er Rigsadvokaten dog kommet til den konklusion, at sagen med overvejende sandsynlighed ville blive tabt i retten, og sagerne er derfor aldrig blevet bragt så langt videre.

Men LTF er en undtagelse, og det forventes, at banden jfr. Grundlovens paragraf 78 stk. 2 kan opløses ved dom.

6. februar indledes i Københavns Byret en historisk og på alle måder principiel retssag, der skal afgøre, hvorvidt Loyal to Familia fortsat kan forbydes.

Da politiet 4. september 2018 i en pressemeddelelse oplyste, at det foreløbige forbud mod banden er gældende, indtil sagen skal for retten, betegnede chefanklager i Københavns Politi Ida Sørensen Loyal to Familia som »en forening, som har en voldelig og kriminel adfærd af så grov karakter, at der straks bør gribes ind med et administrativt forbud.«

I samme pressemeddelelse udtalte politiinspektør i Rigspolitiets Nationale Efterforskningscenter Michael Kjeldgaard: »Med forbuddet her får vi endnu et redskab i kampen mod LTF, der kan være med til effektivt at fjerne LTF fra gadebilledet og begrænse gruppens kriminelle adfærd. Vi kan fra i dag nu sigte LTF-medlemmer for at videreføre en ulovlig forening, og vi kan slå ned på deres utryghedsskabende manifestationer i det offentlige rum.«