Politiet har bogført 55.000 danskeres dna

Antallet af danskere i politiets dna-register er steget eksplosivt siden 2005. Nu er mere end 55.000 personer registreret, og det forsinker efterforskningen.

Rigspolitiets register over borgernes dna-profiler bugner. Politiet ligger lige nu inde med 55.575 danskeres dna-profil - et tal, der er vokset med eksplosiv hast siden et lovindgreb i 2005. Det viser en opgørelse fra Rigspolitiet.

Lovindgrebet gav politiet mulighed for at tage dna-prøver på lige fod med fingeraftryk, og resultatet har ikke ladet vente på sig: sidste år bogførte politiet over 18.000 danskeres dna mod blot 4380 i 2004. Og i år ser tallet ud til at nå nye højder, da der allerede i løbet af årets første fem måneder er noteret over 12.500 profiler.

Det stadigt mere udførlige register vokser med en sådan hast, at det stik mod hensigten har forsinket opklaringen af forbrydelser.

- I forbindelse med den meget betydelige stigning i antallet af sager som følge af lovændringen i 2005 (...) er der ved Rigspolitiet opstået et efterslæb i behandlingen af erklæringer, hedder det i redegørelsen fra Rigspolitiet, der også anfører "omfattende problemer" med indførelsen af et nyt elektronisk dna-register som årsag til efterslæbet.

/ritzau/