Politiet finder flugtbilist fra trafikdrab på Amager

En 41-årig mand blev tidligere på måneden påkørt af en bil, da han kom kørende på cykel. Nu er bilist fængslet.

Foto: Kim Haugaard. Politiet har arresteret en 45-årig mand, mistænkt for at have påkørt en 41-årig mand d. 5. april og efterfølgende været flygtet fra gerningsstedet.
Læs mere
Fold sammen

Københavns Politi har anholdt en 45-årig mand, der er blevet sigtet i forbindelse med en trafikulykke på Amager 5. april, hvor en cyklist blev påkørt og mistede livet.

Det oplyser politiet fredag i en pressemeddelelse.

Ulykken skete kort før klokken 21 i krydset Ved Stadsgraven og Amagerfælledvej ved Christmas Møllers Plads i begyndelsen af Amager.

Her blev cyklisten, en 41-årig mand, påkørt af en større sort personbil.

Føreren af bilen holdt ikke stille for at hjælpe den tilskadekomne, derimod stak han af fra stedet efter påkørslen.

Cyklisten blev alvorligt såret og var i livsfare efter ulykken. Han blev kørt til Rigshospitalets Traumecenter, hvor han efter nogle dage døde af sine kvæstelser.

Det fremgår af pressemeddelelsen, at en efterlysning i pressen har fået flere vidner til at henvende sig til politiet med oplysninger om flugtbilisten.

Deres oplysninger har ført politiet på sporet af bilen og dermed til anholdelsen af den 45-årige mand.

Politiet fik blandt andet et tip om, at en mand, der kørte i en hvid mandskabsvogn med lad, havde overværet ulykken og angiveligt taget et foto af flugtbilen.

Det vides ikke, om politiet fik kontakt med netop denne mand, og om det er hans oplysninger, der har ført politiet på sporet af flugtbilisten.

Den 45-årige blev fredag fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. Her blev han varetægtsfængslet i 13 dage. Politiet oplyser ikke, hvad han er sigtet for.

/ritzau/