Politiet bekræfter: Nedim Yasar er død

Mandag aften blev Københavns Politi kaldt ud til et skyderi. Ofret er radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar. Han døde aftenen før, hans bog om rejsen ind i og ud af bandemiljøet skulle udkomme.

Nedim Yasar, tidligere bandemedlem fotograferet den 3. februar 2017. Det var ifølge eb.dk den tidligere bandeleder Nedim Yasar, der mandag blev skudt i København, da han forlod receptionen for sin bog, der netop er udkommet.. (Foto: Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix) Tobias Nicolai

Radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar er netop afgået ved døden, han blev skudt i København mandag aften. Det oplyser Københavns Politi.

Beskeden afrunder et forløb, hvor der har været løbende uklart, hvorvidt den tidligere bandeleder har været i live eller død.

Klokken 11.45 oplyste Politiinspektør Torben Svarrer ved Københavns Politi, at den tidligere bandeleder er i kritisk tilstand, men i live.

Svarrers udtalelse faldt dog efter, at Radio24syv tidligere på dagen rapportede, at 31-årige Yasar skulle være afgået ved døden. Det var ifølge Politiet ikke tilfældet.

Radio24syvs chefredaktør Jørgen Ramskov henviste til radiostationens tidligere udmelding, som kom frem klokken 10.00, og siden blev viderebragt af flere medier.

»Rødder«

Ifølge Ekstra Bladet blev Yasar skudt, da han forlod receoptionen for sin bog, »Rødder«, som kom på gaden tirsdag.

Meldingen fra politiet gik mandag aften på, at der havde udspillet sig et skyderi i Københavns Nordvestkvarter på Hejrevej klokken 19.38. På Twitter skrev Københavns Politi i går aftes, at »en mand er ramt af skud«, og at der efterforskes bredt.

Tirsdag formiddag kom der frem, at der endnu ikke var foretaget anholdelser i sagen.

Nedim Yasar har i samarbejde med forfatter og journalist Marie Louise Toksvig netop udgivet bogen »Rødder«, der handler om Yasars vej ud af bandemiljøet.

I et interview med Ekstra Bladet i weekenden forklarede han, hvordan han har måttet leve i skyggen, siden han valgte at deltage i et exitprogram.

Til avisen fortalte han blandt andet, at han stadig levede med en trussel mod sit liv og havde mareridt om natten om, at nogen pludselig sparker døren ind til lejligheden.

Her kom det også frem, at han sidste år blev forsøgt overfaldet i sit eget hjem.

»Jeg nåede at tænke »hvad fuck er det, der står foran mig«. Men så så jeg kniven, og det gik op for mig, hvorfor han var der. Jeg skulle slås ihjel,« fortalte Nedim Yasar til Ekstra Bladet.

Yasar var ifølge ham selv leder af banden Los Guerreros, som var en støttegruppe til Bandidos på den københavnske Vestegn.

»Jeg levede med frygten for at miste mit liv«

Siden sin exit fra bandemiljøet var Nedim Yasar tilbagevendende i mediebilledet, hvor han blandt andet var medvært på Radio24syvs aktualitetsprogram »Politiradio« og kommentator på bandeforhold.

Privat har Yasar studeret til pædagog. I et interview med fagorganisationen BUPL fortalte den tidligere bandeleder blandt andet, at hans fremtidsplaner skulle indebærer en karriere som exit-koordinator.

Målet var at hjælpe unge ud af kriminalitet.

»Jeg levede med frygten for at miste mit liv hver eneste dag i bandemiljøet, og den frygt lever jeg egentlig stadig med,« sagde han og uddybede:

»Men nu kæmper jeg for de unge mennesker. Jeg har haft hemmelig adresse, tager kun taxa for ikke at blive set og er i dialog med politiet hele tiden. Men det er det hele værd.«

Mandag aften blev han skudt på Hejrevej i København.