Politiet fanger to påvirkede vanvidsbilister samme dag

En 24-årig bilist fik mandag beslaglagt sin bil, efter at han forsøgte at køre fra politiet med høj fart.

Østjyllands Politi kunne mandag beslaglægge to biler fra mænd, der kørte vanvidskørsel. Det fremgår af politikredsens døgnrapport. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Østjyllands Politi kunne mandag beslaglægge to biler - begge bilister havde kørt vanvidskørsel.

Det fremgår af politikredsens døgnrapport.

En 35-årig mand blev stoppet på Samsø mandag eftermiddag. Han blev bedt om at blæse i et alkometer. Da begge pust viste en promille over 2,0, blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel.

På grund af den høje promille falder kørslen ind under kategorien vanvidskørsel. Der er tale om vanvidsbilisme, hvis promillen er over netop 2,0.

Den 35-åriges bil blev beslaglagt med henblik på konfiskation, og han fik inddraget sin førerret på stedet.

Senere på aftenen mødte politiet endnu en vanvidsbilist - denne gang på Koldkilde i Elev ved Lystrup.

Omkring klokken 23.30 ville politiet foretage en rutinekontrol af den 24-årige mand bag rattet. Men da politiet tændte blinkene, accelererede han i stedet.

Han kørte igennem en byzone, hvor hastighedsgrænsen er 50 kilometer i timen. Politiet registrerede en hastighed, der var over det dobbelte, da det kørte efter ham.

Det er vanvidskørsel, hvis man kører over 100 kilometer i timen og samtidig overskrider en hastighedsgrænse med mere end 100 procent.

Den 24-årige mistede kontrollen over sin bil kort efter et kryds og kørte i grøften og videre ud på en mark.

På sædet i hans bil fandt betjentene en bøtte med hash, og den 24-årige virkede også påvirket af stoffer, mente de. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og besiddelse af euforiserende stoffer.

Den 24-årige blev sigtet for ikke at have efterkommet politiets anvisninger og for flere færdselsovertrædelser. Han kom ikke umiddelbart til skade i uheldet.

Begge biler er blevet beslaglagt med henblik på konfiskation.

Siden lovændringen om vanvidskørsel trådte i kraft 31. marts i år, skal bilen, der bliver brugt til vanvidskørsel, som udgangspunkt beslaglægges. Den 14. juni havde politiet beslaglagt i alt 234 køretøjer.

/ritzau/